Hvis det står til Lærke Ziebell Hansen, så er det Luise Lind Stenholdt, der bør hædres som årets bedste underviser på IBA Erhvervsakademi Kolding. Lærke læser Multimediedesigner og har haft super meget glæde af Luises undervisning. Ikke kun på det faglige plan.

– Luise har en dejlig udstråling og attitude. Jeg oplever at blive set – både som menneske og som studerende. Luise har et stort engagement, og hun møder os som ligeværdige og voksne personer, fortæller Lærke.

 

Lærke læser uddannelsen Multimediedesigner med Luise som underviser.

 

Det er blandt andet derfor, hun har valgt at indstille Luise til prisen som Årets IBA Underviser. Siden konkurrencen blev skudt i gang i sidste uge, er der kommet 257 indstillinger fra studerende, som gerne vil hylde deres underviser enten på en fuldtids- eller efteruddannelse her på IBA.

– I løbet af undervisningen kan Luise godt dreje ned ad en sti, vi ikke lige havde regnet med, for hun har en kæmpe viden om sit fag. Som studerende er det trygt, når man kan mærke, at underviseren virkelig ved, hvad hun taler om, fortæller Lærke.

Hun roser også Luise for at hjælpe sine studerende, da alle skulle finde en praktikplads. Det er en vigtig kabale, som skal gå op. Og det har stor betydning for den enkelte at lande på den rette hylde.

– Luise gjorde virkelig meget for, at alle har fundet et godt praktikmatch. Hun har et kæmpe netværk, og en stor viden om os som studerende. Hun kender os virkelig, siger Lærke.

 

Luise og Lærke der står sammen på IBA-trappen.
Lærke Ziebell Hansen har indstillet sin underviser, Luise Lind Stenholdt, til Årets IBA Underviser.

 

Lærke er selv gået i iværksætterpraktik i sit firma Ziebell Beauty, hvor hun er udekørende makeup-artist. Sin viden som multimediedesigner bruger hun til markedsføring af virksomheden.

Det er stadig muligt at sende indstillinger ind til Årets IBA Underviser. Det gælder uanset, om du har taget efteruddannelse eller læser på fuldtid. Fristen for at indstille udløber den 30. januar.

Årets IBA Underviser er en lokal konkurrence. Formålet er at finde en vinder, som kan repræsentere IBA i den landsdækkende konkurrence om Undervisningsprisen, som siden 2019 er blevet uddelt af Uddannelses- og Forskningsministeriet blandt undervisere på de videregående uddannelser. Med prisen ønsker man at anerkende undervisernes store betydning.

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist