19-årige Alexander Nordstrand har netop sat sig på en af de ledige studiepladser hos IBA Erhvervsakademi Kolding.

Efter sin studentereksamen havde Alexander ellers planlagt et sabbatår, hvor han skulle gå derhjemme i Fredericia og passe sin egen medievirksomhed. Derfor søgte han ikke ind på en videregående uddannelse, da fristen løb ud for at søge gennem kvote 1.

Men så kom den 28. juli, hvor ansøgere over hele landet fik besked på, om de var kommet ind på deres uddannelse. Samme morgen blev det meldt ud, hvor der stadig er ledige studiepladser at få. Så var det, at Alexander traf et hurtigt valg og stillede sig i online-køen via nemStudie.dk.

– Selv om det ligner en impulsiv beslutning, så var jeg inderst inde meget motiveret for at læse videre med det samme. For jeg er rigtig glad for at få undervisning, og det passer mig også godt med alt det sociale, du har sammen med dine studiekammerater, fortæller han.

IBA kendte han også på forhånd. Her har han nemlig været i studiepraktik sidste efterår, mens han stadig læste på HHX.

Nu får han sin hverdag her. Det betyder en kort pendlertur hver vej, og så er der få minutters gang fra Kolding Banegård til IBA.

Alexander har valgt at læse Multimediedesigner. Det går hånd i hånd med hans private virksomhed, ABN Media Productions, hvor han blandt andet producerer videoer og hjemmesider.

– Jeg er selvlært og har efterhånden en del praktisk erfaring. Men jeg ved også, at du altid kan blive klogere. Og det vil passe mig rigtig godt at få koblet noget mere teori på, og det får jeg helt sikkert på uddannelsen, så jeg glæder mig til at komme i gang, siger Alexander.

Hvis du også overvejer at læse videre efter sommerferien, så kig på IBA’s hjemmeside og læs om vores ledige pladser. Du kan også altid kontakte vores optagskontor, som sidder klar til at svare på spørgsmål eller hjælpe med din ansøgning.

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


Britt Johnsen
Britt Johnsen
bhjo@iba.dk
+45 41 39 37 43
Kommunikationschef
John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist