Siden IBA fik lov at udbyde den halvanden årige top-up uddannelse i e-handel i 2020, har Anne Dorthe Larsen været uddannelsens drivkraft og omsorgsfulde mentor. Det er sådan de studerende ser hende, og det er sådan Anne Dorthe befinder sig godt.
Med en uddannelsesmæssig baggrund som Cand.merc. i international markedsføring underviser hun blandt andet de studerende i teknologier bag e-handel og dataanalyse.
Hun har selv erfaring med e-handel og det at optimere webshops fra før, hun blev underviser. Så den viden har hun siden 2020 med stor glæde givet videre til de studerende.

For inden sin ansættelse på IBA arbejdede Anne Dorthe nogle år med Visitfyn.dk og Oplevfyn.nu hos Syddansk turisme, der blandt andet solgte pakkerejser og guidebøger. Hun har også været hos Autocom, hvor hun har arbejdet med online bilauktioner. Herfra har hun erfaring med at drive og optimere en transaktionsplatform. Hos Plum i Assens var hun webansvarlig for Plum.dk og flere sprogversioner samt en mindre webshop, der blandt andet solgte hånddesinfektion. Sidste station inden IBA var Uhrenholt, hvor hun var Digital Manager og ansvarlig for alle digitale aktiviteter.
Undervejs begyndte Anne Dorthe som markedsføringsekspert at lære fra sig til praktikanter og studentermedhjælpere og fandt ud af, at det var noget, hun var ret dygtig til.
Så da hun i 2020 fik muligheden for at være med til at starte professionsbacheloren i e-handel op hos IBA, følte Anne Dorthe virkelig, at hun var landet på sin rette hylde.
– Jeg elsker rollen med at være med til at forme andre. Det gør mig utrolig glad for mit fag og giver mig gnist og arbejdsglæde. Så selv om jeg egentlig ikke havde set mig selv som underviser, så har jobbet her på IBA virkelig levet op til mine forventninger, siger Anne Dorthe.
