– Hun skaber tryghed, motivation og lyst til at lære. Og det gør én kæmpe forskel i hverdagen som studerende.
Sådan lyder det fra én af de mange studerende, som har valgt at nominere Anne-Mette Møller Nielsen til Årets IBA Underviser 2025.
De studerende beskriver også Anne-Mette som nærværende, dygtig, tålmodig og ”en fantastisk underviser, der gør det nemt og overskueligt at forstå undervisningen”.
Det er med andre ord fuldt fortjent, at en enig jury har valgt at følge de mange indstillinger og hædre Anne-Mette med prisen som Årets IBA Underviser 2025.
– Jeg er selvfølgelig stolt over prisen. Men jeg er endnu mere stolt over alle de pæne ord, som mine studerende har skrevet i deres indstillinger. Det betyder rigtig meget for mig, siger prisvinderen.

Til dagligt underviser Anne-Mette på de to bacheloruddannelser i henholdsvis ”E-commerce og digital marketing” samt ”E-handel”.
Anne-Mette er uddannet cand merc. på SDU. Efter nogle års arbejde i private virksomheder, begyndte hun at undervise på IBA.
Hun bor i Gram med sin kæreste, og til marts 2026 vokser familien med et lille nyt medlem.
Selv om prisen er velfortjent helt ud til fingerspidserne, var juryen ikke på nogen helt nem opgave. 299 studerende har nemlig indstillet en IBA-underviser til hæderen. Indstillingerne fordeler sig på over 70 forskellige undervisere på erhvervsakademiets mange uddannelser.
Med prisen følger en vigtig forpligtelse. Det bliver nemlig Anne-Mette, som repræsenterer IBA, når Uddannelses- og Forskningsministeriet i efteråret 2026 uddeler Undervisningsprisen til en underviser på én af landets syv erhvervsakademier.