

’Hvis noget skal gøres, skal det gøres ordentligt’.
Det enkle budskab møder de besøgende hos Dansani i Haderslev, hvor det står klokkeklart på en blå væg i det elegante showroom, som breder sig over mange kvadratmeter og i to etager. Her kommer kunderne for at søge inspiration til nyt badeværelse.
Budskabet kunne også stå som bundlinje for den tre måneders praktik, som 19-årige Brianna Juhl Schmidt har haft i virksomheden. Her har alting nemlig spillet 100 procent lige fra første dag. Af samme grund valgte Brianna at indstille sit praktikophold til prisen som Året IBA Praktik. Brianna studerer uddannelsen Entreprenørskab og design hos IBA Erhvervsakademi Kolding.
– Jeg kan ikke forestille mig en bedre praktik end her hos Dansani. Det har været det mest lærerige i hele mit liv, for jeg er blevet meget klogere på mig selv, og hvordan jeg bedst arbejder med opgaver, siger Brianna.
Det er store ord. Men Briannas praktik kom nu også ualmindelig godt fra start.
For da den unge IBA-studerende mødte op for at underskrive sin praktikaftale, blev hun nemlig tilbudt at begynde hos Dansani stort set med det samme. Først i et studiejob indtil selve praktiktiden skulle begynde. Og herefter videre i studiejob frem til denne sommer, hvor hun afslutter sin uddannelse.
– Samtidig var Dansani helt åbne overfor, hvilke opgaver jeg havde mest lyst til at arbejde med. Jeg sagde med det samme, at jeg gerne ville prøve så meget som muligt, så de kunne bare sætte mig i gang, siger hun.
Selv om Brianna også selv bor i Haderslev, kendte hun ikke meget til Dansani i forvejen. Det var først ved en Karrieredag på IBA, at hun mødte virksomhedens marketingschef Mette Bech Hofman.
De to klikkede øjeblikkeligt, og hos Dansani var man også imponeret over den port folie, Brianna havde med på Karrieredagen. Den dokumenterede, hvad hun havde arbejdet med i løbet af den første del af sin uddannelse på IBA. Derfor blev Brianna også kaldt ind til jobsamtale allerede dagen efter Karrieredagen.
– I dag ved vi slet ikke, hvad vi skulle have gjort uden Brianna, smiler Mette Bech Hofman.
For ret hurtigt blev den unge IBA-studerende nemlig koblet på arbejdet med at forberede det nye website, som Dansani snart lancerer. Og Brianna greb muligheden. Hun har sat den ene side op efter den anden med produkter og produktbeskrivelser – ikke kun på dansk, men også i seks andre sprogversioneringer.
– Jeg behøvede kun at tjekke de første sider, før jeg kunne se, at det havde Brianna fuldkommen styr på. Så har hun bare kørt på lige siden, fortæller marketingchefen.
Ovenikøbet har Brianna arbejdet med en lang række andre opgaver. Lige fra simpel registrering af produktfotos i hundredvis til SoMe-indhold og kundeanalyser. Og selvfølgelig er Brianna også sluset ind i det sociale liv på virksomheden, som holder mange sociale arrangementer hen over året.
– Jeg nyder virkelig det store fællesskab her. En dag, hvor det regnede, sendte en af mine kolleger en sms med en regn-emoji for at høre, om hun skulle hente mig derhjemme. Så hun svingede lige forbi og kørte mig også hjem igen efter arbejde.
For Brianna er praktiktiden og studiejobbet hos Dansani blevet en perfekt introduktion til det arbejdsmarked, som venter, når hun er færdig med Entreprenørskab og design hos IBA. Og det bliver med en god følelse i maven, fortæller hun:
– Det betyder virkelig meget, at ens første møde med arbejdsmarkedet er gået godt. Jeg er helt sikker på, at det farver ens opfattelse og kommer til at danne retning for den karriere, man får. For det betyder, at man går videre med en positiv tankegang.
I alt er der fem praktikophold, som er nomineret til prisen Årets IBA Praktik. Vinderen offentliggøres i begyndelsen af maj.