Det sker ofte, at talentfulde iværksættere i Jylland søger til Hovedstaden for at kunne udvikle sig yderligere. Men nu kommer der i Kolding et tilbud, der skal styrke mulighederne for, at vækstparate iværksættere kan blive i Vestdanmark.
Det er IBA Erhvervsakademi Kolding og Erhvervshus Sydjylland, der er gået sammen om at udvikle tre fag, som kan tages sammen eller hver for sig. Modulerne handler om, hvordan en iværksætter kan komme i gang med eksport at rejse kapital til vækst samt at styrke sin ledelse af både sig selv og sit team.
– Det er naturligt, at nogle iværksættere flytter fra vores landsdel, men vi vil gerne undgå, at det sker, fordi der ikke er gode nok tilbud til dem. Derfor er vi meget glade for samarbejdet med IBA Erhvervsakademi Kolding, da det vil kunne bidrage til skabelsen af flere stærke vestdanske virksomheder, siger Mads Sandemann, direktør for Erhvervshus Sydjylland.
Og hvad er det så, at iværksætterne kan lære? På eksportfagene arbejder man med valg af markeder, hvordan man kommer ind i et nyt land, og hvordan man formulerer et værditilbud, som kan forstås i udlandet.
– De iværksættere, der lykkes med eksport, er ikke dem med de flotteste planer, men dem, der træffer bevidste valg og tester dem i praksis, siger underviser Jens Lassen.
I faget om at rejse kapital arbejder kursisterne med at finde de rette fonde og investorer, skrive ansøgninger, som skiller sig ud og at skabe stærke fortællinger, der overbeviser.
– Det handler om at opbygge en skarp finansieringsstrategi og at træffe bevidste valg om kapital, timing og samarbejdspartnere, siger underviser Rasmus Munch.
I faget om ledelse arbejdes der med mål, retning og eksekvering, selvledelse samt opbygning af et stærkt team.
– De fleste iværksættere fejler ikke, fordi de mangler ambition, men fordi de mangler fokus og prioritering, siger underviser Lars Vilhelmsen.
Hvert fag koster kr. 6.000. Den første undervisning begynder i september 2026.
Læs mere om uddannelserne her.
Yderligere oplysninger:
Lars Jespersen, markedschef hos IBA Erhvervsakademi Kolding: Mob. 24 29 70 31
Mads Sandemann, direktør i Erhvervshus Sydjylland: Tlf: 6188 4669
Vil du ha´mere viden?
