”Mange tak, fordi I tilbyder mig stillingen. Det er jeg virkelig glad for. Men jeg kan altså først begynde på jobbet, når jeg er helt færdig med min efteruddannelse i AI.”

Omtrent sådan lød beskeden, da Trine Søgaard Knudsen takkede ja til sit nye job som udviklingskonsulent hos Sygehus Sønderjylland. Processen gik nemlig så stærkt, at hun fik stillingen, mens hun stadig læste akademifaget ”Anvendelse af kunstig intelligens” på IBA i Kolding.

– Jeg ville gerne nå at afslutte faget med min eksamensopgave. Selve karakteren er egentlig ikke afgørende for mig, men slutresultatet er summen af al den læring, jeg tager med videre. Derfor synes jeg, at den afsluttende eksamen er rar at have med i rygsækken, siger Trine.

 

Trine Sørensen har læst på IBA Erhvervsakademi Kolding
Fem gange i løbet af karrieren har Trine Søgaard Knudsen været forbi IBA for at tage efteruddannelse. For nylig er hun tiltrådt en stilling som udviklingskonsulent hos Sygehus Sønderjylland.

 

Det var der forståelse for hos Sygehus Sønderjylland, hvor man pænt ventede på Trine, mens hun skrev sin opgave. Hun valgte at bygge sin egen AI-agent, der kan lave madplaner og indkøbslister baseret på hendes tidligere indkøb og kvitteringer. Kunstig intelligens, som er enkel og brugbar i hverdagen.

– Undervisningen på IBA har altid blik for det praktiske, og det kan jeg godt lide. Når jeg har taget efteruddannelse, har jeg altid kunnet bruge min nye viden bagefter, smiler Trine.

 

– Mine undervisere på IBA har altid været rigtig dygtige. Alle har haft egen virksomhed ved siden af undervisningen, og man kan mærke, at det er en erfaring, de kan trække på, siger Trine.

 

Og Trine er nærmest ”fast kunde i butikken”. I hvert fald har hun læst adskillige fag på IBA, siden hun mødte op første gang i 2014 for at læse faget Web Marketing Manager. Det var dengang, hun arbejdede med kommunikation hos Business Aabenraa.

– På det tidspunkt begyndte søgemaskineoptimering og tilstedeværelse på LinkedIn og Facebook at fylde meget mere for virksomhederne. Så det var fedt at komme tilbage fra efteruddannelse og kende til de værktøjer, der var ved at blive rigtig vigtige i hverdagen, fortæller Trine.

Siden har hun blandt andet læst akademifagene ’Videokommunikation’ og ’Projektstyring i praksis’ på IBA. Og hver gang har efteruddannelsen støttet hende i det daglige arbejde.

– Jeg har altid ramt plet med min efteruddannelse. Hver gang er jeg blevet opdateret på viden, som lige har bidt sig fast eller er ved at blive en ny tendens.

 

– Jeg kan godt lide samværet og samtalerne med de andre, som jeg har gået på hold med gennem årene. Selvfølgelig er det svært at holde kontakten ved lige med alle, man møder undervejs, men jeg følger stadig mange af dem, jeg gik sammen med i 2014 på Web Marketing Manager, for vi nåede virkelig at få et særligt bånd til hinanden.

 

Trine tilføjer, at det var med samme motivation, hun tilmeldte sig sit seneste fag i kunstig intelligens, mens hun faktisk var jobsøgende.

– Alle ved, at kunstig intelligens fylder mere og mere. Og jeg kunne også godt se, at dér var jeg nødt til at få mere viden for at kunne danne min egen mening om, hvad teknologien kan bruges til, fortæller Trine.

Om det lige var hendes nye AI-talenter, de faldt for hos Sygehus Sønderjylland, ved Trine ikke med sikkerhed. Hun konstaterer blot, at hun fik jobbet som udviklingskonsulent, mens hun tog sin efteruddannelse på IBA. Og hun ser det som nok en efteruddannelse, der er landet på det helt rette tidspunkt.

– AI kommer uden tvivl til at spille en rolle i mit nye arbejde. Og med efteruddannelsen på IBA har jeg fået mit eget ”Ground Zero”, som er det grundlag, jeg kommer til at udvikle mig videre ud fra, når det gælder brugen af kunstig intelligens i hverdagen.

 

– Der er en god læringsproces i at få tingene ind i et nyt værktøj. Derfor kan jeg godt lide efteruddannelsen på IBA, for der er altid en afveksling mellem teori og praksis.
HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist