Tænk hurtigt. Tænk kritisk. Vær kreativ!

Sådan lyder jobbeskrivelsen for IBA’s to knivskarpe Case Teams. De to hold skal repræsentere IBA ved internationale talentkonkurrencer, hvor de skal give begavede svar på komplekse business-problemstillinger. Det kunne for eksempel være en analyse for en virksomhed, som overvejer at gå ind på et nyt marked. Hvad er fordele og ulemper? Hvordan skal virksomheden lykkedes med udfordringen?

Opgaverne skal IBA’s Case Teams løse i hård konkurrence mod hold fra videregående uddannelser i USA, Singapore, Portugal, Australien og en række andre lande.

Første opgave bliver allerede den 17. til den 23. maj, når det ene hold rejser til Holland for at konkurrere i The International Case Competition. På Maastricht University skal IBA-talenterne dyste mod 15 internationale hold.

– Hvorfor ikke prøve noget nyt og udvikle mine evner? Det er derfor, jeg har søgt om optagelse på IBA’s Case Team. Vi skal arbejde med praktiske opgaver, som kræver analytisk tænkning, så det er godt træning for hjernen, smiler Tamar Museridze, der er udvekslingsstudent fra Georgien.

 

Case team på Iba Erhvervsakademi Kolding. Den 22. april 2026.Foto: Maria Tuxen Hedegaard
Megi Badashvili (fra venstre), Tamar Museridze, Alisa Dubinina og Niki Poncsác danner sammen det ene IBA-hold, som først kommer i konkurrence. ”Case Competition var én af de ting, jeg gerne ville prøve som en del af mit udvekslingsophold her i Danmark”, fortæller Niki fra Ungarn.

 

Alle syv Case Team-medlemmer har kvalificeret sig til at deltage i talentprogrammet, der har fokus på idéudvikling, internationalt samarbejde og evnen til at forbinde teori og praksis.

– Jeg glæder mig til at netværke med alle de deltagere fra mange lande, som vi møder til konkurrencerne. Og så tror jeg, det bliver spændende at arbejde under pres. For selv om vi skal arbejdet hurtigt, skal vi kunne klare presset og komme med kreative ideer, fortæller lettiske Alisa Dubinia, der har boet i Danmark i syv år og læser Multimediedesigner på IBA.

IBA er akkrediteret medlem af Network of International Business Schools (NIBS), som sætter rammerne for de internationale talentkonkurrencer for studerende. Hovedkonkurrencen – NIBS Worldwide Case Competetition – har en over 30 år lang historie.

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist