De seneste tre år har Daniel Cordes arbejdet hos Bestseller, hvor han har været koordinator og produktionsansvarlig på lageret i Haderslev. Men nu er han landet på IBA Erhvervsakademi Kolding, hvor han skal læse en professionsbachelor i it-arkitektur. Og det var faktisk på lageret, at han fik inspiration til sit uddannelsesvalg.
– Jeg var heldig at komme med i en arbejdsgruppe, hvor vi skulle give input til et nyt digitalt system, vi skulle bruge på lageret. Det var virkelig inspirerende, og jeg fik at vide, at opbygningen af systemet læner sig meget op ad it-arkitektur. Så jeg skyndte mig at gå ind for at læse om uddannelsen her på IBA – og ja, nu sidder jeg så her, fortæller han.

En af hans nye holdkammerater er Emil Mujnovic, som oprindeligt havde helt andre planer efter sin studentereksamen. Han ville nemlig læse til arkitekt, men hans karaktergennemsnit rakte ikke. Derfor tog han et sabbatår og brugte tænkepausen på at undersøge de mange forskellige uddannelser, der fangede hans interesse.
Valget faldt på it-arkitektur på IBA. I stedet for bygninger blev han interesseret i at udvikle og vedligeholde it-systemer, der løser alverdens opgaver i virksomheder.
– Det kan jeg sagtens forestille mig at arbejde med. Det lyder virkelig spændende. Og det lyder også som et område, hvor AI ikke overtager opgaverne, selv om kunstig intelligens selvfølgelig bliver brugt som et værktøj, siger han.

De har begge valgt at studere i Kolding, fordi det passer supergodt med geografien. Daniel bor i sønderjyske Hammelev, så i øjeblikket er han pendler. Men han overvejer at flytte til Kolding.
– Jeg søgte både ind i Aarhus og Kolding, men det var Kolding, som var min 1. prioritet. Det er en rigtig fin by, som jeg kender godt. Det passer også fint sammen med, at jeg har familie i Sønderjylland.
Emil bor allerede i Kolding, så for ham var valget af IBA også ret oplagt.
– Jeg har både familie og de fleste af mine venner her i Kolding, så det var nemmest for mig. Når jeg bliver boende her, sparer jeg også både tid og penge, fortæller han.
