Forskningsprojekt
Energioptimering af Cobots ved hjælp af 3D-printede værktøjer
Resultatet af dette projekt skal gerne give en indikation af, om der er en energibesparelse ved at producere værktøjer ved hjælp af additive manufacturing.
I artiklen “Breaking Down the Energy Consumption of Industrial and Collaborative Robots: A Comparative Study” beskriver J. Heredia, hvordan der måles på den energi, der skal anvendes for at holde cobottens position, direkte i forskellige led. Ligeledes sammenlignes energiforbruget ved to forskellige programmeringsprincipper, Point to Point (PtP) og Linear. Projektet vil måle det samlede energiforbrug, dvs. hele opstillingen inklusive controller osv. Energiforbruget til en kompressor eller andet udstyr, der skal bruges for at gennemføre test, holdes uden for målingerne.
Det ønskes belyst, om der er en lineær stigning i energiforbruget ved lineær øgning af belastning. Der fremstilles et fikstur, der kan holde forskellige lodder, 1 kg, 2 kg, 3 kg, 4 kg og 5 kg. Testen, hvor energiforbruget måles, bliver en simpel operation, hvor cobotten skal flytte loddet gennem en række punkter i lineære bevægelser. Målingerne foretages på alle lodder og ved fire forskellige hastigheder. Målingerne skal give en indikation af, om der er en potentiel energibesparelse ved 3D-printede værktøjer.
Projektperiode
2024–igangværende
Temaer
Logistik | Industri | Produktion


