Mens mange af holdkammeraterne satte kurs mod Barcelona, så takkede 26-årige Frederik Lorenzen nej tak til semestrets frivillige studietur. Han valgte i stedet at deltage i International Week, som er fast tradition på IBA Erhvervsakademi Kolding, hvor Frederik læser Multimediedesigner.
– På en måde minder International Week om at rejse til udlandet, for du kommer til at møde mennesker fra hele verden, forklarer han.
Og det er fuldkommen korrekt. Når IBA holder International Week, bliver der talt et væld af sprog på erhvervsakademiet – selv om fællessproget naturligvis er engelsk. Studerende fra en lang række lande rejser til Kolding for at deltage. Senest deltog 200 studerende og undervisere.

På IBA blev de udenlandske studerende blandet i grupper sammen med de danske studerende, som også er tilmeldt forløbet.
– Der er meget kulturudveksling i at møde så mange nye mennesker. Når der kommer studerende fra 37 forskellige lande, så får du ret hurtigt skabt en masse internationale kontakter, forklarer Frederik.
Under International Week er de studerende tilmeldt forløb, som matcher deres studieretninger. I grupper skal de løse en større opgave, som kræver både samarbejde og faglig dybde. I Frederiks gruppe handlede det om at designe konceptet for en mobil-app, så udlændinge vil kunne få endnu mere ud af et besøg på slottet Koldinghus, som er blandt Koldings største attraktioner.
– Det er en spændende opgave at løse sammen med udlændinge, fordi de samtidig er den perfekte målgruppe. De ved alt om, hvad det vil sige at besøge et dansk museum uden at kunne sproget, siger Frederik.

International Week foregår flere gange om året på IBA, hvor deltagelsen på skift tilbydes de forskellige studieretninger. Det er blot én af de mange muligheder, hvis IBA-studerende søger udenlandske kontakter og vil give deres uddannelse en international profil.
Mulighederne omfatter også studie- og praktikophold i udlandet, som understøttes af IBA’s internationale kontor. IBA har samarbejdsaftaler om studieophold over store dele af verden, og der kommer hele tiden flere lande til.
IBA har også et Case Team, som deltager ved internationale talentkonkurrencer om at løse ambitiøse, faglige udfordringer. Næste konkurrence foregår i hollandske Maastricht. De fleste studerende kan søge om at repræsentere IBA, men deltagerne på Case Team bliver nøje udvalgt efter en skarp ansøgningsrunde.
– På IBA mærker du, at det internationale miljø bliver prioriteret. Det afspejler sig både i hverdagen og de mange muligheder, du har, når du studerer her, siger Frederik Lorenzen.
