

”Han kommer! Jeg kan se hans fødder.”
Kolleger, rektor, studerende, formand for bestyrelsen, direktøren for efter- og uddannelsesafdelingen, uddannelsesdirektøren, fotografer og mange andre tripper og venter spændt på, at døren går op. Flagene blafrer i det hektiske lokale, kagen lokker med sin marcipan-top, og diplomet skinner i sin guldramme.
”Tillykkkkkkeeee” lyder brølet så endeligt, da underviser og lektor Fredrik åbner slår døren op ind til klasselokalet og flækker i et stort smil fra øre til øre. For da han ser alle grinene i lokalet, begynder det så småt at gå op for ham, at han har vundet prisen som Årets IBA Underviser.
Og ja – det har han! Fredrik er af en jury bestående af blandt andre IBA’s bestyrelsesformand Jørn Pedersen valgt som vinder blandt 5 dygtige finalister på IBA. Finalister, som alle har fået et hav af indstillinger fra deres studerende.
Så Fredrik er både ydmyg og stolt over, at det blev ham, der vandt.
– Jeg er så glad for, at de studerende sætter pris på det, jeg laver. Det betyder virkelig meget sådan at blive anerkendt for sit arbejde, smiler Fredrik og fortsætter:
– Det, der har rørt mig mest i denne konkurrence, har været at høre nogle af de flotte indstillinger fra mine studerende. Det har virkelig været rørende.
Fredrik Seistrup går nu videre som IBA’s vinder til at dyste mod finalister fra landets 7 andre erhvervsakademier. Når juryen her har valgt årets endelig vinder, får han eller hun overrakt intet mindre end 500.000 kr. fra Uddannelses- og forskningsministeriet. 200.000 kr. af dem til privat brug og 300.000 kr. til aktiviteter, som fremmer det gode læringsmiljø på akademiet.