– Det vigtigste er, at du har viljen. Resten skal du nok lære i undervisningen.
Sådan siger 22-årige Andrea Wollrath Hansen, som det seneste halve år har læst den kreative uddannelse Entreprenørskab og design på IBA Erhvervsakademi Kolding.
Uddannelsen kan kun søges via kvote 2, hvis du har en gymnasial uddannelse eller en relevant erhvervsuddannelse. Herefter venter en optagelsesprøve og en samtale.
– På mit hold har vi baggrund i alt muligt forskelligt, siger Andrea, som selv er udlært som maskinsnedker.
– Selv om jeg har været rigtig glad for at arbejde som maskinsnedker – og stadig elsker faget – så fik jeg lyst til at bygge ovenpå med mere uddannelse, siger Andrea.
Som så mange unge gik hun ombord i Uddannelsesguiden, hvor hun fandt uddannelsen Entreprenørskab og design, der kun udbydes i Kolding og i København. Med bopæl i Kolding faldt valget på IBA for Andreas vedkommende.
– Jeg valgte uddannelsen, fordi den kombinerer mange af de ting, jeg godt kan lide. Jeg vil gerne arbejde kreativt og bruge både hovedet og hænderne, siger Andrea.

Hun er vild med, at uddannelsen er bygget op omkring en masse projektarbejde. Ofte er opgaverne hentet direkte fra virkeligheden uden for IBA, hvor grupperne skal løse konkrete opgaver for virkelige virksomheder.
– Så vi sidder ikke bare og læser i en bog, selv om det selvfølgelig også er en del af det. Men vi arbejder meget med fysiske ting, laver mange plancher og prototyper, som vi skal præsentere. Det er virkelig fedt.
Lige nu har holdet projektarbejde i samarbejde med en virksomhed, der sælger sunde drikke. Grupperne har helt frie hænder til at forbedre markedsføringen.
– Vi kigger på hele måden, de kommunikerer på – det gælder både logo, design, skrifttyper, sociale medier, farvetemaer og deres slogans. Vi ser på, hvad de gør godt allerede, og hvad de måske kunne gøre anderledes. Projektet slutter med, at deres CEO kommer ind på IBA for høre vores præsentationer, så vi også får feedback både fra vores underviser og fra virksomheden – det er helt perfekt, synes jeg.
Hvis du synes, at Entreprenørskab og design også lyder som noget for dig, skal du huske datoen den 15. marts. Det er nemlig deadline for at sende en kvote 2-ansøgning til IBA. Det kan du læse mere om på vores hjemmeside iba.dk.
