Bøgerne om Harry Potter har tryllebundet millioner af fans verden over. Èn af dem er Niels Philipsen, som er den nyansatte bibliotekar hos IBA Erhvervsakademi Kolding. Han fik først de fantasifulde bøger læst højt af sin far, og siden kastede han sig på egen hånd over Narnia-serien, Ringenes Herre og mange andre i fantasygenren.

 

Niels fra biblioteket.

 

– Som dreng begyndte jeg virkelig at læse mange bøger. Og det er jeg blevet ved med. Så da jeg skulle vælge uddannelse efter min hf-eksamen, tænkte jeg, at det ville være helt perfekt, hvis man kunne få penge for at dyrke sin hobby, siger Niels.

Så han valgte en karriere i bøgernes verden. Som nybagt hf-student i Herning fortsatte han direkte til bibliotekaruddannelsen på Aalborg Universitet. Her sluttede han sin kandidat i 2018.

Siden har han arbejdet i vikariater både på Dokk1 i Aarhus, på Viborg Bibliotek og Holstebro Bibliotek. Undervejs er der også blevet til en kort afstikker hos Bog & Idé, hvor han fik oplevet bøgerne fra den mere kommercielle synsvinkel.

 

 

Og nok så vigtigt – mens han var på biblioteket i Holstebro, blev han udlånt til det lokale uddannelsescenter UCH. Her fik han sin første erfaring med udelukkede at være bibliotekar for studerende og undervisere.

– Man er der kun for de studerende og underviserne, så der er selvfølgelig et stort fokus på, hvad de ønsker, at biblioteket skal kunne – og hvad der skal stå på hylderne. Det er meget målrettet. Et uddannelsesbibliotek er ikke et opholdssted på samme måde som et almindeligt folkebibliotek, siger Niels.

Da biblioteket på IBA slog stillingen op som bibliotekar, søgte og fik Niels jobbet. Derfor er han nu flyttet til Kolding, hvor han bor i bymidten – meget tæt på sin nye arbejdsplads.

Foruden bøger er 31-årige Niels Philipsen glad for at løbe, fysisk træning, computerspil og basketball.

Og så er der stadig en glæde ved en god og velkonstrueret fantasy-roman. Lige nu er han ved at læse serien Dresden Files om en troldmands-detektiv, der undersøger okkulte fænomener i Chicago.

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist