Kunne du tænke dig en kop, der både kan rumme varme og kolde drikke. På samme tid! Og hvor du løbende kan følge med på en app, hvor meget væske du har fået drukket i løbet af dagen?

Hvis svaret er ja, så kan du håbe på, at et hold IBA-studerende en dag får realiseret deres fælles projekt i fuld skala. Koppen har de udviklet i løbet af en ugens samarbejde, og prototyperne har de fremstillet på IBA’s 3D-printere.

– Vi er kommet rigtig langt på en uge, fordi vi har haft mulighed for at bruge hinandens forskellige fagligheder, fortæller Theo Reenberg, som selv læser it-arkitektur, mens andre i gruppen læser Webudvikling og Produktionsteknolog.

Den tværfaglige projektuge har taget afsæt i ideer, som ligger fremme på hjemmesiden Kickstarter.com. De studerende fra IBA har gruppevis udvalgt et projekt og brugt det som inspiration til deres videre arbejde. Fredagens afslutning forløb med en fælles udstilling på IBA af alle projekter.

– De studerende ved godt, hvad de selv kan inden for deres eget fagområde. Dette projekt viser, hvad de kan i fællesskab, når flere fagligheder fra de forskellige uddannelser går sammen. Og samtidig kan vi mærke, at det sociale sammenhold vokser, når de arbejder med et konkret projekt på tværs af deres uddannelser, siger IBA-underviser Nadia Elida Rye Aamand.

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist