Onsdag mellem kl. 16.00 og 19.00 dannede IBA i Havneparken rammen om årets Campus Fair. Årets messe var som vanligt arrangeret af Campus Kolding på tværs af byens uddannelsesinstitutioner. Her kunne alle Kolding og områdets foreninger og tilbud til unge komme og bejle til de nye studerendes tid og opmærksomhed.
Hele 34 udstillere havde bedt om at få en stand og interessen fra byens nye studerende var også massiv. 158 af dem havde tilmeldt sig fællesspisningen, hvor IBA’s kantine serverede bowls.
Kolding Pride var en af udstillerne – repræsenteret af forperson Sandra Møller og Duarte Rodrigues, som gerne ville gøre nye opmærksom på Kolding Pride og samtidig stod klar til at forklare, hvad de mange medbragte flag på udstillingsbordet betød.
– Ved at bruge de mange forskellige flag, har vi skabt et internt sprog, forklarede Sandra Møller, som også understregede, at selv om listen af flag er umådelig lang – så er kun 20-35 flag de mest kendte og almindelige.
Flagene dækker blandt andet over det klassiske regnbueflag og flag for specifikke grupper som transkønnede, biseksuelle, lesbiske og panseksuelle.

Hos Karsten Bech handlede det om at sælge mulighederne i en fantastisk kulturbygning i Kolding. For han fik nemlig øje på den gamle turbinehal i Kolding og spurte herefter ejeren, Ewii, om ikke de sammen skulle sætte liv i den flotte bygning. Den var Ewii heldigvis med på, så da Karsten lod sig pensionere fra sit tidligere lederjob hos Jazz i Trekanten (nu Trio red.) – fik han et nyt deltidsjob for Ewii.
– Nu har vi over 60 arrangementer om året i den her fantastiske bygning fra 1898, som vi har døbt ”Ewii House” forklarede Karsten, der nu står for at leje bygningen ud til et hav af forskellige formål.

For Alexander Dyring fra TRIO i Kolding er det bare skønt at dele glæden ved jazz med så mange af byens unge som muligt.
– Vi forstår jazz i den bredeste forstand og har skabt et fællesskab omkring musik. Ikke alle spiller selv, men alle nyder musik. For jo flere vi er, jo bedre, fortalte han på sin spillende stand, hvor jazz-tonerne strømmede fra anlægget med de medbragte sorte vinylplader.
TRIO arrangerer koncerter og har brug for hjælpere til mange roller, som ikke kræver, at man kan spille på et instrument.

Hvis din symaskine, cykel eller espressomaskine er i stykker, så er en gratis hjælp og vejledning nær. For den første og tredje torsdag i hver måned, kan du få hjælp til at reparere dine ting i Repair Caféen i Kolding. Cafeen er en non-profit organisation, som samler fingernemme og erfarne kræfter, som gerne vil hjælpe andre. Formålet er at få brugerne til at ændre adfærd væk fra en ”køb og smid væk-kultur” og over på en mere bæredygtig levevis.
Det forklarede Flemming Bech Thøisen, som er leder af initiativet i PAKHUSET i Kolding, men som er en del af et større netværk på ikke bare landsplan men også på tværs af landegrænser. Han er i det daglige specialkonsulent hos Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab på SDU – men arbejder med Repair Cafeen i sin fritid.
– Mange af vores ting er i dag limet sammen i stedet for skruet sammen. Så det gør det rigtig svært at åbne dem og få det repareret. Og det vil vi gerne påvirke gennem vores nationale og internationale netværk, så EU på sigt kan lovgive om det, fortalte Flemming Bech Thøisen, der ofte lykkes med at samle så mange fingernemme frivillige, at det passer med den efterspørgsel, der kommer ind hver torsdag aften.

Hvad enten du kan lide at svinge ketsjeren efter en fjerbold eller gå til saunagus, så er der muligheder for dig, der er studerende i Kolding. For Campus Sport har indgået en række aftaler med sportsforeninger, som gør det billigere og tidsmæssigt ligger i forlængelse af dit studie. Og som en ekstra gevinst, så kommer du til at lære en masse andre studerende at kende, for selv om Campus Sport ikke udelukker nogen, så er det mest studerende, som bruger dem.
Og det giver et kæmpe netværk på tværs af de videregående uddannelsesinstitutioner. Et godt eksempel på det, er de tre, der til Campus Fair frister med gode tilbud fra Campus Sport.
Christian Hertel-Jørgensen studerer på SDU, norske Tuva Opdal på designskolen og Mads Munk Skovsby på IBA.

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?