Hvad er dansk hygge? Er den overhovedet særlig for danskerne?

Begge spørgsmål blev vendt, da et hold af udenlandske studerende var til International Week på IBA Erhvervsakademi Kolding. Og hvis man spørger amerikanske Bailee Strait – som er rejst hertil fra Alabama – så har danskerne faktisk et særligt forhold til hygge. Godt nok kan man finde ingredienserne til hygge i mange lande, vurderer hun. Men danskerne er rigtig gode til at sætte hverdagen i scene, så der er plads til at hygge sig – alene eller i hinandens selskab.

– Vi har også en tilbagelænet livsstil i USA, men vi har svært ved at give plads til den i hverdagen. Hos os er det hele tiden ”go-go-go”. I Danmark er ”hygge” et koncept. Her får måltiderne for eksempel lov til at trække ud, og jeres butikker lukker tidligt, så der er rum for hygge, forklarer hun.

 

Internationale studerende er på IBA til International Week.
Amber Grace Hulsey og Bailee Strait forsøger at give deres bud på, hvad dansk hygge er for noget. Og findes den mon også i andre lande?

 

I løbet af den internationale uge på IBA er det innovation og entreprenørskab, som har været det store omdrejningspunkt. Ugen tyvstartede allerede, mens de studerende var hjemme i Ungarn, Holland og USA. Da mødtes de nemlig til online-undervisning.

Men i denne uge har de været i Kolding for at tale om forretningsudvikling, trends, bæredygtighed og kultur. Ugen kulminerer med en stribe af præsentationer, hvor et skarpt dommerpanel vurderer de forretningsideer, som de studerende har arbejdet med i grupper.

International Week er et Erasmus+ projekt, der samler europæiske studerende i fælles samtale og samarbejde. På IBA er projektet koblet sammen med besøg fra Amerika, så holdet får et endnu bredere perspektiv at tale ud fra.

– Formålet med ugen er at styrke vores internationale samarbejde, den interkulturelle forståelse og udveksling af idéer. Samtidig får vi mulighed for at fremhæve vores egen tilgang til innovation her i Skandinavien, siger Ildikó Antal, som leder det internationale kontor på IBA.

Under International Week deltager unge fra University of North Alabama, Fontys University of Applied Sciences, samt to ungarske universiteter – Eötvös Loránd University og Edutus Egyetem.

 

Internationale studerende er på IBA til International Week.
Et smil og et håndtryk letter stemningen. Det blev afprøvet, før de studerende skulle tale om dansk hygge.

 

 

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist