

– Jeg vidste ikke ret meget om dansk kultur, før jeg kom hertil. Men jeg havde da hørt jeres wienerbrød.
Simin Jamalpour sender et af sine smittende smil. Når man kommer fra Iran, så er Danmark og den danske kultur ikke en selvfølgelig del af ens paratviden.
I dag er Simin blevet fortrolig med det lille skandinaviske land. Nu har hun både boet, studeret og arbejdet her. Og på den lokale sprogskole i Kolding har den 28-årige iraner tilmed lært at tale så meget dansk, at hun kan klare sig i hverdagen. I forvejen taler hun flydende engelsk.
Simin har nået fire moduler på sprogskolen, samtidig med at hun har taget en uddannelse på IBA Erhvervsakademi Kolding. Her har hun færdiggjort sin ’Master of Business Administration in General Management’, som IBA udbyder i samarbejde med Coventry University.
Simin kom hertil i 2023 for at tage sin lederuddannelse. Før da arbejdede hun som Design Manager hjemme i Iran.
– I næsten tre år var jeg leder af et mindre team af designere og teknikere. Jobbet gjorde mig interesseret i at udbygge min viden om business og ledelse, fortæller Simin.
Hun havde i forvejen en bachelor som ’Architechtural Designer’ fra Shahid Chamran University of Ahvaz. Nu ville hun studere en lederuddannelse med en international profil. Og gerne i et land inden for EU, fordi hun er meget nysgerrig på, hvordan livet leves i den vestlige del af verden.
Valget endte med at falde på Danmark, da hun søgte sig frem til IBA’s hjemmeside. Her kunne hun blandt andet læse om en iransk studerende, der fik job i Danmark efter sin master-uddannelse hos IBA.
På trods af det danske vintermørke, som kom lidt bag på hende, så er hun glad for, at hun valgte IBA. Både fagligt og kulturelt har studietiden udvidet hendes horisont, præcis som hun havde håbet på.
– Jeg gik på hold med studerende fra flere lande som Indien, Bangladesh, Nepal og Island. Der var endda én ud over mig, som var fra Iran. I min arbejdsgruppe havde vi forskellig baggrund, så det føltes meget internationalt. Og selv om vi havde forskellige uddannelser og kultur, så arbejdede vi virkelig godt sammen. Det kan jeg godt savne en smule, siger hun.
Simin roser sine venlige undervisere, som også var nemme at få kontakt med uden for undervisningen.
– Det var også ok at bryde ind med et spørgsmål i løbet af undervisningen – uanset om det var svært eller let. Jeg oplevede stemningen som meget afslappet, og det passede mig rigtig godt, fortæller hun.
Nu hvor studietiden er forbi, passer hun fortsat sit deltidsjob hos Milling Hotels, mens hun søger en fast stilling, hvor hun kan sætte sin nye uddannelse i spil. Håbet er, at hun kan blive boende i Danmark.
– Jeg har fået mange nye værktøjer. Så der er mange steder, hvor min nye uddannelse vil passe godt ind, siger Simin, som aktivt søger stillinger inden for HR, marketing og teamledelse.