– Det er et godt hus at komme ind i. Jeg møder kun smilende mennesker på gangene, så det tyder jo på, at det er et rart sted at være.

Sådan siger 46-årige Kim Jørgensen om sit første indtryk af IBA Erhvervsakademi Kolding, hvor han netop er blevet ansat som regnskabschef.

Kim Jørgensen kommer fra en stilling som økonomichef hos Danske Diakonhjem, der driver plejehjem over hele landet både privat og for det offentlige.

Den nye IBA-medarbejder er oprindeligt sønderjyde med skolegang og opvækst i Toftlund.

 

Kim Jørgensen er regnskabschef på IBA.
Kim Jørgensen er regnskabschef på IBA.

 

Allerede i folkeskolen var han i praktik hos en revisor, og han har altid været glad for at arbejde med tal. Så efter handelsskolen i Haderslev begyndte han på den daværende handelshøjskole i Kolding.

Som nyuddannet fik han job som revisorassistent hos EY i Vejle. Samtidig med den nye stilling begyndte han en uddannelse som cand.merc. aud, som blev afsluttet efter fem år.

I mellemtiden skiftede han til rådgivnings- og revisorfirmaet Martinsen i Vejle. Her løste han blandt andet opgaver for Danske Diakonhjem, som siden blev hans arbejdsgiver gennem flere år.

 

Golf og bordtennis

Kim Jørgensen har i flere år boet med sin familie i Vejle. Han er far til 4 børn mellem 23 og 9 år.

Man kan møde Kim Jørgensen på landevejene omkring Vejle, for han elsker at finde cyklen frem og spænde cykelhjelmen fast. Han spiller også golf. Og siden ungdomsårene har han dyrket bordtennis, og Kim Jørgensen er da også bestyrelsesmedlem i den lokale bordtennisklub

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist