23-årige Mikkel Larsen tilbringer sommerferien i sin campingvogn.

Nå ja, det lyder selvfølgelig ikke så usædvanligt på denne tid af året. Men for Mikkel betyder det faktisk, at han er på arbejde rigtig mange timer hver eneste dag.

For Mikkels campingvogn er ikke som de fleste.

 

Billede af Mikkel Larsen
Mikkel Larsen læser Entreprenørskab og design på IBA. Og han har fået masser erfaring fra den ombyggede campingvogn, som han på 3. sommer driver som en kaffebar sammen med kæresten Rosabella Larsen.

 

Den har han nemlig selv sat i stand og bygget om til en rullende kaffebar sammen med sin kæreste, Rosabella Larsen. Gennem hele sommeren er campingvognen placeret på torvet i Faaborg, hvor parret serverer for kaffeglade borgere og byens turister.

Resten af året bor han i Kolding, hvor han læser Entreprenørskab og design hos IBA Erhvervsakademi Kolding.

– Jeg har altid haft stor lyst til at åbne min egen virksomhed. Og da min kæreste er uddannet barista, så var det bare helt oplagt, at vi forsøgte os med vores egen kaffevogn, fortæller Mikkel.

 

Jeg har lært meget

Kaffevognen havde sin første sommer i Faaborg for tre år siden, hvor den blev en succes. Åbningen faldt sammen med corona, hvor danskerne i stor stil trak ud i det fri. Mikkel og kæresten solgte massevis af kaffe under åben himmel, og de endte med også at arrangere en stribe koncerter, som trak flere og flere publikummer til for hver gang. Til den femte og sidste koncert var der omkring 500 publikummer, og de to unge koldingensere endte med at modtage en lokal pris for ”Årets Idé” for deres kaffevogn.

Det var, da kaffevognen lukkede sidste sommer, at Mikkel begyndte at studere Entreprenørskab og design på IBA. Og studievalget hænger i høj grad sammen med den erfaring, han havde fået fra kaffe-projektet.

 

Billede af Mikkel og Rosabella
Til dagligt bor parret i Kolding, hvor de begge studerer. Sammen med Rosabella har Mikkel markedsført sig som Coffee Couple, og det har borgere og turister i fynske Faaborg taget rigtig godt i mod.

 

– Rent praktisk har jeg lært virkelig meget af at åbne min egen kaffebar. Men jeg valgte at begynde på studiet for at få mere teoretisk og faglig viden, så det er muligt at udvikle kaffebaren endnu mere. Og samtidig er studiet et virkelig kreativt miljø, hvor man går i klasse med mange andre, som kan inspirere én, fortæller Mikkel.

 

Portugal venter forude

Det første år på Entreprenørskab og design har givet blod på tanden. Han føler sig endnu mere klar til nok en sommer i den ombyggede campingvogn.

– Jeg føler, at jeg har fået flere kompetencer til at arbejde videre med kaffevognen. Blandt andet har jeg fået større indsigt i, hvordan vores regnskab fungerer, og jeg er blevet mere opmærksom på de mange små ting, man kan justere på for at gøre projektet endnu bedre, siger han.

Der har Mikkel en god makker i Rosabella. Hun læser design og kultur på universitetet i Kolding, og hun satser på at komme ind på byens designskole.

Når de har serveret den sidste kop kaffe efter denne sommer, kører kaffevognen i hi. Og så pakker Mikkel ellers kufferten med kurs mod Portugal, for han er en af de IBA’ere, der vælger at tage et semester i udlandet.

– Det er helt perfekt at komme ud og opleve noget af verden, samtidig med at man studerer. Så jeg synes, at det gælder om at komme afsted, når nu man har muligheden, fortæller Mikkel.

 

Teori bliver til virkelighed

Vidste du, at uddannelsen kun udbydes i Kolding og København?

Som studerende på denne uddannelse arbejder du med entrepreneurskab og konceptudvikling.

Omdrejningspunktet er Design Thinking, hvor du lærer om idé-generering, prototyper, markedsføring, økonomi og kommunikation.

Du udvikler løsninger, som kan omsættes til lokale og globale forretningskoncepter, events og services.

Er du interesseret i at læse mere om uddannelsen? Så kom igang med at læse!

HAR VI VÆKKET DIN INTERESSE?

Læs også

Studerende der spiller bordfodbold

Studieliv på IBA

Billede af Mie, der cykler foran Koldinghus

Kolding som studieby

Morten Neessen og Emil Mortensen.

Årets IBA Praktik

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist