Marcus valgte cybersikkerhed i stedet for at pakke rygsækken

Egentlig havde han planlagt at rejse ud i verden, men så fik 20-årige Marcus Dahl Kjer tilbudt en studieplads på IBA Erhvervsakademi Kolding, så nu er han med på det første hold, som læser en professionsbachelor i Cybersikkerhed på IBA.

– Jeg kan altid rejse senere. Lige nu passer det mig rigtig godt at lære noget nyt. Cybersikkerhed passer lige til mig. Jeg kan godt lide en uddannelse, hvor man kan hænge i og blive god til noget. Min fornemmelse er, at Cybersikkerhed er et område, som man kan gå rigtig meget op i, siger Marcus og tilføjer:

– Når det gælder job, så kan du gå i rigtig mange retninger med Cybersikkerhed. Du kan arbejde som rådgiver eller konsulent. Du kan også have job i en afdeling, som arbejder med it-sikkerhed. For mig er det vigtigt, at der går en lige linje fra uddannelsen og til det job, du gerne vil have.

 

Marcus Dahl Kjer har en hf-eksamen med i bagagen. De seneste par år har han arbejdet med fødevare-produktion.

 

Elis vil gerne arbejde med cybersikkerhed i Forsvaret

Efter tre sabbatår var 22-årige Elias Sacara-Gulløv klar til igen at studere. Valget faldt på IBA’s uddannelse i Cybersikkerhed.

– På et tidspunkt mødte jeg én fra Forsvaret, som fortalte om, hvordan de arbejder meget med Cybersikkerhed. Det lød superspændende. Jeg har altid haft lyst til at arbejde inden for Forsvaret, men på grund af astma skulle jeg ikke aftjene værnepligt. Nu håber jeg, at Cybersikkerhed kan være min mulighed for at komme ind til Forsvaret.

 

Elias Sacara-Gulløv er fra Fredericia, hvor Forsvaret har en afdeling for Cybersikkerhed. Det kan Elis godt se som en spændende arbejdsplads engang i fremtiden.

 

Mette: Det handler om at være først til at finde huller

Mette Knudsen elsker at knuse problemer. Derfor har hun valgt at læse Cybersikkerhed på IBA.

– Faget handler om at løse konkrete problemer hver eneste dag. Og det handler om at stoppe hullerne i dit it-system, inden de bliver fundet og udnyttet af hackere. Det er den slags arbejde, jeg rigtig godt kan lide. Jeg har brug for udfordringer i mit arbejde, hvor jeg virkelig skal bruge min hjerne.

Hun er sikker på, at Cybersikkerhed bliver et område, som flere og flere må forholde sig til – både i det private og i det offentlige.

– Teknologien bliver ved at udvikle sig, så det skal du hele tiden forholde dig til. Og der kommer også flere regler fra EU, du skal leve op til. Så jeg er helt sikker på, at Cybersikkerhed bliver et område, der bliver vigtig på mange forskellige skalaer – det gælder lige fra små virksomheder til store organisationer.

 

– It-systemerne vil altid været sårbare, fordi hackerne hele tiden får nye og opdaterede værktøjer, siger Mette Knudsen.

 

Anders går fra fysioterapi til cybersikkerhed

I flere år har 34-årige Anders Sahi Stenholm arbejdet som fysioterapeut. Ja, faktisk har han lige afsluttet et vikariat, inden han troppede op til første skoledag på IBA, hvor han nu skal læse en professionsbachelor i Cybersikkerhed.

– For et år siden fik jeg en levertransplantation. Det fik mig til at stoppe op og tænke over, om der også var noget andet, jeg kunne tænke mig i min karriere. Der fik jeg øje på Cybersikkerhed og synes, at det lyder virkelig spændende.

– Som fysioterapeut har jeg fokuseret på, hvordan det menneskelige system virker. Og hvordan man kan løse eventuelle problemer. Nu vil jeg gerne arbejde med it-systemer og cybersikkerhed, hvor det også gælder om at finde problemer og få dem løst. Det er to forskellige verdener – den menneskelige og den digitale – men jeg synes alligevel godt, at jeg kan få øje på en fællesnævner. For mig handler det om at få et system til at fungere så optimalt som muligt.

 

– Cybersikkerhed har fået mere og mere omtale i medierne i de senere år. Det har også været med til at tage beslutningen for mig om at søge ind på uddannelsen, siger Anders Sahi Stenholm.
HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist