

Dette er en ældre artikel. Vedkommende, den er skrevet om, er nu kun nævnt med sit fornavn. Du kan derfor heller ikke længere se billederne, der tidligere indgik i artiklen.
– Jeg synes, det er fedt, at tage en uddannelse efter nogle år på arbejdsmarkedet. Især når det kan gøres på kun to år.
Sådan lyder det fra Anders, en af de netop færdige produktionsteknologer, der er gået direkte til et job som teknisk designer hos LM Windpower i Kolding, der er en af verdens største leverandører af vindmøllevinger. En af de første opgaver Anders har fået, er at gøre beskrivelsen af produktionen mere ensartet.
Den nyuddannede produktionsteknolog var automatiktekniker i Søværnet i 8 år men besluttede for et par år siden at videreuddanne sig, blandt andet for at få en mere stabil hverdag med plads til venner og familie.
Hvorfor faldt valget på produktionsteknologuddannelsen?
– Det er en bred uddannelse. Jeg kan godt lide at vide noget om mange forskellige ting fremfor at blive for nørdet omkring én ting.
Anders synes i høj grad, han kan bruge det han har lært på de to år.
– Det vi laver på uddannelsen spiller rigtigt godt sammen med de arbejdsopgaver der venter når man er færdig.
Uddannelsen har i det hele taget et godt samarbejde med erhvervslivet. Anders har været i praktik hos en anden stor virksomhed, nemlig LEGO Systems A/S. Det var dem, der anbefalede ham til LM Windpower.
– Man får hurtigt et netværk i branchen hvis man vil, og underviserne på uddannelsen hjælper én på vej.
Om overgangen fra uddannelse til job siger Anders med et stort smil:
– Det har været hårdt! Jeg får ikke så meget sommerferie, men det var oplagt at komme i gang når chancen var der og jeg er rigtig glad for at være her.
Uddannelsen som produktionsteknolog tager to år.
Der er studiestart hvert år i september.
Uddannelsen består af en obligatorisk del, en valgdel, en praktikperiode og et afsluttende eksamensprojekt
Læs hvordan du bliver Produktionsteknolog.