– Det er en gave, jeg som voksen har foræret mig selv.

Sådan fortæller 41-årige Jane Fraser, som netop har afsluttet sin master i ’Business and Organisational Psychology’. Det er en uddannelse, som IBA Erhvervsakademi Kolding udbyder i nært samarbejde med engelske Coventry University.

Og det er ikke helt tilfældigt, at Jane beskriver uddannelsen som en gave til sig selv. For midt i en tætpakket karriere valgte hun simpelthen at stoppe op og tage en pause, mens hun overvejede sit næste træk.

– Det havde jeg brug for. Men det indebar selvfølgelig, at jeg stoppede i et ellers vellønnet job. Det var der helt sikkert nogen, som var overrasket over. Det er svært at trække sig tilbage fra en hverdag, der fungerer, smiler Jane.

 

Foto af Jane, der læser en bog
Efter flere år som chef i multinationale selskaber valgte Jane Fraser at tage en pause for at gentænke sin karriere. I pausen tog hun en mastergrad hos IBA i Kolding.

 

På det tidspunkt havde Jane arbejdet i fem år som økonomichef hos Maersk Oil, der siden skiftede navn til det nuværende – TotalEnergies. Inden da har hun haft job hos energigiganten BP i både Norge og Skotland, hvor hun kommer fra. Og nå ja, så blev det såmænd også til 3,5 år hos Ernest & Young, da hun afsluttede sin uddannelse i matematik og økonomisk videnskab på universitetet i Aberdeen.

Hun har – med egne ord – haft fuld fart på gennem hele karrieren.

Men nu havde hun altså ’trukket stikket’, som man siger. Det gav hende mere tid til familiens tre børn, til frivilligt arbejde hos Blå Kors – og så lærte hun sig selv at strikke. Og så en morgen bar tænkepausen frugt. Da slog det hende: ’Mon ikke jeg kunne tage en master-uddannelse inden for arbejdspsykologi?’

– For det er virkelig den del at mit arbejde, som jeg har sat mest pris på gennem mine mange år som leder. Alt dét, som handler om at skabe samarbejde og det gode arbejdsmiljø for mit team, forklarer hun.

 

Foto af Jane, der går en tur foran IBA
– Det er en prioritet, hvis man giver sig til at studere igen som voksen. Jeg har selvfølgelig været privilegeret, fordi min mand har haft et godt job, samtidig med at jeg har brugt tiden på at tage en ny uddannelse.

 

Da hun først havde besluttet sig, tog det ikke Jane lang tid at google sig frem til en relevant uddannelse på IBA i Kolding. Uddannelsen passede perfekt til hendes ønsker, og det samme gjorde geografien – Jane bor med sin familie i Esbjerg.

– Som engelsktalende var jeg glad for at finde en uddannelse, hvor man møder frem fysisk og kan sparre med både undervisere og holdkammerater. Den del har betydet rigtig meget for mig, siger hun.

I undervisningen har hun haft glæde af sine mange år på arbejdsmarkedet. Når holdet har gennemgået en ny teori, har hun aldrig haft svært ved at byde ind med en case fra sin egen hverdag.

 

Foto af Jane
Jane er mor til tre børn, som har set mere til hende i den tid, hvor hun har studeret. Det er også en af gevinsterne ved at tage en karriere-pause, fortæller Jane. ’ De er jo kun børn én gang’, som hun siger.

 

– Alle min erfaringer har været relevante. De oplevelser, jeg har haft, kunne jeg inddrage i løbet af undervisningen og i forbindelse med vores opgaver. Det er rart, at få det hele til at falde på plads, siger hun.

Selv om hun nu har taget sin master, har hun ikke travlt med at finde det næste job. Det skal være det helt rigtige. Måske ender hun i en ny branche og en mindre organisation end i de multinationale selskaber, hun har været i hidtil.

– Jeg tager mig god tid, og det er helt bevist. Jeg leder efter et job, hvor jeg selv føler mig tilpas. Og hvor jeg får mulighed for at gøre en forskel for mine kolleger, siger hun.

 

Jane er på det første hold på IBA, som har taget masteruddannelsen i ’Business and Organisational Psychology’.

 

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist