

Først fik Sif Landmark sin praktik hos designbureauet Prik & Streg forlænget, for hun var simpelthen så glad for at være dér. Og straks efter sin sidste eksamen fortsatte hun i en fast stilling i firmaet.
Dermed er 23-årige Sif blandt den tredjedel af studerende fra IBA Erhvervsakademi Kolding, der får job i samme virksomhed, hvor de har været i praktik i løbet af deres studie.
– Jeg følte mig så meget hjemme i Prik & Streg. Og jeg vidste meget tidligt i løbet af min praktik, at jeg ville elske at få det her job, siger Sif.
Hun har titel af CCO – salgs- og marketingschef – hos Prik & Streg, men i virkeligheden arbejder hun meget bredere end det. Hun er også med til at skabe nye designs, hun giver en hånd i pakkeriet, hvis det er nødvendigt, og som den eneste håndterer hun samtlige maskiner i den grafiske virksomhed.
– Min hverdag er meget varieret. Jeg er både en arbejdsbi og chefens højre hånd, som hun siger.
Oprindeligt var hun lidt af et eksperiment i Prik & Streg.
For da Sif søgte praktikplads, var indehaver Ewa Delgado den eneste kreative kraft i virksomheden, og hun havde aldrig før haft en praktikant. Derfor var Ewa også usikker på, om der nu også var arbejde og udfordringer nok til energiske Sif, der studerede Entreprenørskab & Design hos IBA Erhvervsakademi Kolding.
Men eksperimentet gik virkelig godt. Sif endte med at have masser af spændende udfordringer, der lettede arbejdspresset på Ewa og samtidig åbnede nye døre for virksomheden. Der blev udviklet nye produkter, og Sif satte sit præg på hjemmesiden og Facebook, hvor Prik & Streg kom til at sprudle og øge dialogen med kunderne.
– Jeg har arbejdet meget på at få sat et tydeligere ansigt på virksomheden, siger Sif.
Prik & Streg designer barnets bog, unikke navnetavler, nuttede plakater, milepælskort og meget mere, der hylder livets store stunder med små børn. Alt sælges via hjemmesiden og ud til kunder i hele landet. På det seneste er sortimentet udvidet. Det begyndte, da Sif tog initiativ til en ny serie med invitationer og alt muligt andet, som skal bruges i forbindelse med et bryllup. Den nye serie er lynhurtigt blevet et stort hit, som ligger helt i top på Google, hvis man søger på ”bryllupsinvitationer”.
– Min idé var at udvide vores tilhørsforhold til kunderne, så vi ikke kun har kontakt til dem i den periode, hvor de lige er blevet forældre, forklarer Sif.
Sif er som en popcornmaskine fuld af ideer, og kombineret med hendes arbejdsglæde har det været med til at øge omsætningen hos Prik & Streg.
– Det er ikke nok, at vi har det sjovt sammen. Jeg havde ikke fået den faste stilling, hvis ikke det også gav mening rent økonomisk, fortæller Sif.
Sammen med Ewa er hun en dynamisk duo, som både professionelt og privat swinger perfekt sammen. Det kreative arbejde foregår hjemme i Ewas store villa i Vester Nebel, mens lager og pakkeri i 2022 rykkede til lokaler i landsbyens nedlagte bageri.
– Jeg har et langt CV med mange forskellige fritidsjobs, som også har været sjove. Men jeg har aldrig glædet mig så meget til at komme på arbejde, som jeg gør hos Prik & Streg, siger Sif.