– Det er ikke alle, der er lige egnede til at sidde stille på en skolebænk. Og havde du spurgt mine folkeskolelærere, havde de ikke troet, at jeg ville sidde her i dag med en bachelor og være klar til at gå i gang med min master. Men det er lykkedes, fordi jeg fandt en måde at studere på, der passer ind i mine rammer.

Sådan siger 34-årige Stine , der i januar 2022 var i Kolding for at modtage sit eksamensbevis, efter hun har gennemført en bachelor i International Business, som IBA udbyder i samarbejde med Leeds Beckett University.

Al undervisning er foregået online foran en computer, hvor end hun har befundet sig undervejs i forløbet. Rent faktisk befandt Stine sig i frontlinjen i det nordøstlige Nigeria, da hun tog hul på uddannelsen. Da var hun projektleder hos Læger Uden Grænser og havde ansvaret på et hospital, som lå i et område, hvor 70.000 internt fordrevne var på flugt fra militante grupper.

 

Jeg havde ikke travlt

Tidligere har hun arbejdet med ledelse som blandt andet destinationschef og eventmanager, og så har hun en fuldtidsuddannelse som Finansøkonom med sig i rygsækken.

– Jeg har været udsendt fem forskellige steder for Læger Uden Grænser. Først var jeg HR-manager, og så endte jeg med at blive projektleder. Det var mit drømmejob, så i første omgang mente jeg ikke, at jeg havde brug for mere uddannelse, fordi jeg allerede har så meget erfaring i at arbejde med ledelse, siger Stine.

Alligevel formede sig en drøm om at tage en master, og adgangsbilletten hertil er først en bachelor. Og selv fra konfliktfyldte Nigeria kunne det lade sig gøre, da Stine opdagede, at IBA netop har online-uddannelser på deltid, som bygger ovenpå eksempelvis hendes uddannelse som Finansøkonom.

– Det tog mig længere tid, end hvis jeg var mødt fysisk op i et klasseværelse. Men jeg havde ikke travlt, for mens jeg tog uddannelsen på deltid, lavede jeg jo præcis det, jeg gerne ville, siger Stine og tilføjer:

– Jeg var lidt presset, da jeg var i Nigeria, fordi jeg samtidig arbejdede så mange timer i hverdagen, og det var ikke hele tiden, internettet virkede, for det var afhængigt af, om der var gang i vores generator. Men efter jeg kom tilbage til Danmark og kun har arbejdet 37 timer om ugen, har det ikke været noget problem at tage uddannelsen om aftenen og i weekenderne, fortæller hun.

 

En god kombination

Fordi hun tog uddannelsen på deltid, endte det med at tage hende to et halvt år at gennemføre. Som et fuldtidsstudie med fysisk fremmøde kan man tage samme uddannelse på halvandet år. Men på et online-hold kan man til gengæld løse opgaverne præcis hvor og hvornår, man vil, så det er balance mellem uddannelse og dagens øvrige gøremål.

– For mig var uddannelsen på deltid tilrettelagt helt perfekt ud fra det, som jeg havde brug for, fordi det hele var meget fleksibelt. Der var stor anerkendelse af, at langt de fleste på holdet havde et arbejde ved siden af, siger Stine.

Personligt så hun det også som en fordel, at hun kunne kombinere arbejde og uddannelse. De to ting gik nemlig hånd i hånd og smittede af på hinanden, fortæller Stine:

– Ting fra uddannelsen har jeg brugt direkte på min arbejdsplads. Og omvendt har jeg brugt erfaringer fra min arbejdsplads i flere af de opgaver, jeg skulle aflevere på studiet, siger hun.

 

Videre til en master

Efter et år hos et udrejsecenter under Røde Kors i Danmark er Stine tilbage ved Læger Uden Grænser, og igen vælger hun at kombinere arbejdet med uddannelse. Hun er nemlig gået direkte videre fra sin bachelor og til at online at læse en master med fokus på international lovgivning, menneskerettigheder, sikkerhed og konflikter.

– Selv om jeg oprindelig er uddannet Finansøkonom, har det været min drøm at tage en master i en helt anden boldgade. Og denne uddannelse passer rigtig godt med det, jeg arbejder med til dagligt for Læger Uden Grænser, siger hun.

 

International Business foran skærmen

  • Online har man helt op til seks år til at tage en uddannelse på deltid indenfor International Business.
  • Uddannelsen, som IBA udbyder i samarbejde med Leeds Beckett University, har fokus på de komplekse udfordringer, når man arbejder i et internationalt miljø.
  • Fagene omhandler blandt andet økonomi, kommunikation og ledelse.
HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist