Christina, Frederik og Allan læste uddannelsen produktionsteknolog sammen på IBA. Nu fire år senere mødes de tre holdkammerater i en i virksomhed. Og det viser sig, at de har brugt den samme uddannelse til at få tre vidt forskellige slags jobs.

Christina Lund Andersen har i øjeblikket titlen som underdirektør i Energy Cool i Fredericia. I foråret 2025 overtager hun rollen som administrerende direktør for driftsselskabet samme sted. Hun ansatte for mere end et år siden sin tidligere holdkammerat fra IBA, Frederik Hedeager Nielsen. Han bruger sin uddannelse som konstruktør i virksomheden.

Christina har efterfølgende taget kontakt til en tredje holdkammerat fra IBA, Allan Iversen. Han driver virksomheden ESG-pedellen og skal som konsulent og sparringspartner hjælpe Energy Cool med livscyklusvurderinger (LCA) af produkterne.

 

Christina, Frederik og Allan der står ved et skur.
De har tre vidt forskellige titler – men samme uddannelse. For deres venskab begyndte på IBA, da de fra 2019 til 2021 læste til produktionsteknolog og allerede da havde stor respekt for hinandens styrker og fagligheder. I dag er de gået hver sin vej med deres uddannelse som produktionsteknolog. Her er de fotograferet hos Energy Cool i Fredericia.

 

Christina kunne huske LCAllan

Christina husker tydeligt fra deres fælles studietid, hvordan Allan hurtigt begyndte at analysere sig frem til resultaterne i lean og bæredygtighed. Han gjorde sig til ekspert i at beregne et produkts livscyklus og fik endda en T-shirt med det skrevet ind i hans navn (LCAllan).

Oplevelsen fra studietiden havde brændt sig så godt fast hos Christina, at hun straks kom i tanke om Allan, da hun som virksomhedsleder stod og manglede én, der kunne hjælpe Energy Cool med at få beregnet livscyklussen på deres produkter.

Allan, der bor i Kolding med sin hustru og to børn, havde i mellemtiden været produktionsleder hos Elis, der tidligere hed Berendsen, i godt et år. Men da afdelingen i Holsted lukkede, var han gået ”all in” på at hjælpe med at udvikle bæredygtige løsninger som selvstændig ESG-pedel.

 

Allan Iversen
Den 46-årige Allan fra Kolding var egentlig indkøber, men kom så til Grønland og blev selvudlært kommunikationsmedarbejder som den eneste i det grønlandske sundhedsvæsen. Men det var først, da han læste på IBA, at hans hjerte begyndte at banke for lean og bæredygtighed. Et område han i dag arbejder med på fuld tid som selvstændig ”ESG-pedel”.

 

Pludseligt var de tre fra samme hold

Med den rette timing og netværket tilbage fra studietiden, var det var lige det, Christina, som leder for Energy Cool, havde brug for. Og begejstringen var stor, da Allan kom til Fredericia og opdagede, at hun også havde ansat deres tidligere holdkammerat, Frederik.

Det blev til en god snak om deres fælles toårige videregående uddannelse.

– At vi tre mødes nu her på den her måde, viser mig, hvor bred og god produktionsteknolog-uddannelsen er. Christina bruger den administrative, strategiske og lean-delen af uddannelsen. Frederik bruger konstruktør- og tegnedelen. Og jeg bruger alt det, vi lærte om lean og bæredygtighed i min virksomhed, hvor jeg både er konsulent og underviser, forklarer Allan.

Christina supplerer:

– Fordi uddannelsen favner så bredt, kan man komme ud og arbejde med så meget forskelligt. Man er ikke låst. Det er kun at finde den rette konstellation, der matcher ens egne interesser.

 

Christina Lund Andersen
Gennem en veninde fik Christina kontakt til Henrik Thorsen, som sammen med Lars Frank, grundlagde Energy Cool i Fredericia for 15 år siden. Henrik kunne godt bruge en dygtig produktionsteknolog til at hjælpe ham med at skalere og effektivisere forretningen. Det blev starten på Christinas karriere i Energy Cool. I foråret 2025 bliver hun CEO for driftsselskabet samme sted. Hun er 29 år og bor med sin mand og børn i Fredericia.

 

Frederik elsker at tegne og konstruere

For Frederik blev vejen ind på IBA et ønske om en uddannelse, som mindede om maskiningeniør – men bare uden alt ”det matematik”.

– Jeg havde en uddannelse som industritekniker, men ville gerne bygge ovenpå med en videregående uddannelse. Da to af mine ældste lærlinge fortalte mig, at de ville læse videre til produktionsteknologer, fik jeg også øje på uddannelsen, siger den 30-årige Frederik, der privat bor i Vejle.

 

Frederik Hedeager Nielsen
Frederik gik direkte ud i job hos Alfa Laval, da han var færdiguddannet produktionsteknolog. Men siden har Christina hentet ham til Energy Cool som konstruktør, da hun kunne huske, hvor god den tidligere holdkammerat var til at tegne.

 

Christina faldt for strategi og ledelse i uddannelsen

Christina er vokset op i Fredericia og kom næsten direkte fra sin HF, da hun begyndte på studiet til produktionsteknolog sammen med en veninde. Christina fandt hurtigt ud af, at strategi og ledelse lige var noget for hende. Og hun så det som et stort plus, at jobmuligheden efter endt uddannelse var store.

– Uddannelsen handlede ikke kun om at sidde bag et skrivebord. I løbet af de to år på studiet var vi ude i fire forskellige virksomheder, hvor vi skulle omsætte vores teoretiske viden til konkret værdi. Det gav os et forspring og sikrede, at vi var på linje med virksomhedernes behov. Efter en 12-ugers praktikperiode stod vi derfor med både teoretisk forståelse og praktisk erfaring og var klar til at løse de opgaver, virksomhederne stillede, siger hun.

Ligesom Allan og Frederik kom hun hurtigt i job med sit eksamensbevis i hånden. Hun fik job i virksomheden Energy Cool, hvor hun forinden skrev sit afgangsprojekt. På det tidspunkt havde Energy Cool fokus på køling i datacentre i industrien. Siden er de cirka 20 ansatte også begyndt at bygge komplette datacentre med både teknik, køling og cloud løsninger.

Og det er netop her, at Frederik, som er dygtig til at tegne og konstruere, kom ind i billedet.

 

Allan Iversen og Frederik Hedeager Nielsen.

 

Nu skal de igen blive klogere sammen

Både Frederik og Christina kan nu nyde godt af Allans evne til at gøre det svære forståeligt. Allan har allerede fået et samarbejde med bogholderen i Energy Cool, for det kræver en masse data at kunne foretage de beregninger, han er ekspert i.

– Allan har et forspring. Men vi har aftalt, at vi bliver klogere sammen, siger Christina og smiler til sine tidligere holdkammerater.

 

Christina Lund Andersen, Allan Iversen og Frederik Hedeager Nielsen.

HAR VI VÆKKET DIN INTERESSE?

Få mere information

Billede af Janni Pohl

Industriel 3D-print

Fodboldbord i studiebaren, Kongressen.

Studieliv på IBA

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


Britt Johnsen
Britt Johnsen
bhjo@iba.dk
+45 41 39 37 43
Kommunikationschef