

Julian Höltje er vokset op tæt på Hannover, og han elsker at rejse. Da han var færdig med gymnasiet og en læretid som autotekniker, nåede han at besøge 11 lande, lige inden corona tvang rejsende retur til deres hjemland. Undervejs arbejdede han blandt andet på en australsk kvægfarm, og han hjalp med at fremstille drikkefontæner til de tørstige fodgængere i Sidney.
Hjemme i Tyskland begyndte han at studere international marketing på Dr. Buhmann Schule & Akademi i Hannover. Men da han atter fik muligheden for at rejse ud, så greb han den. Julian valgte nemlig at tage en top-up bachelor i International Business på IBA Erhvervsakademi Kolding. Det etårige studie udbyder IBA i samarbejde med Coventry University.
Selvfølgelig havde Julian mulighed for at studere videre i en række lande, men valget faldt på IBA af to årsager, fortæller han:
– Her kunne jeg få et engelsk studiebevis, der er anerkendt af virksomheder over hele verden. Og samtidig fik jeg oplevet at studere i Danmark. Her er det meget uformelt, og jeg nød virkelig, at man har så tæt kontakt til sine undervisere i det daglige.
Studiet betød også flere virksomhedsbesøg, som Julian var meget glad for. Holdet var blandt andet en tur i det sønderjyske, hvor de fik et godt indtryk af de to største virksomheder på Als – nemlig Danfoss og Linak.
– Undervisningen svarede til mine forventninger. Vi fik de oplevelser her på IBA, som vi var lovet på forhånd, så det er jeg rigtig glad for.
Julien oplevede også, at danskerne godt kan være en smule tilknappede. Det kræver lige en smule tilløb at skabe kontakten. Men når samtalen først flyder, så er det lige omvendt – så er danskerne meget åbne og vil gerne snakke.
Når man er vant til at studere i Hannover, er Kolding en rolig by, selv om den er blandt de største i Danmark. I begyndelsen var Julian overrasket over det rolige byliv, men han endte med at værdsætte det.
– Jeg er vant til at bo i en mere hektisk by. Men jeg kommer helt sikkert tilbage til Danmark på korte ophold for at nyde roen her.
Men lige nu handler det om karrieren i Tyskland. Julian har nemlig fået job hos Clarios, der blandt andet producerer og sælger batterimærket VARTA, som sidder i mange køretøjer. Her Julian skal arbejde med produktdata i et nyt fuldtidsjob i firmaets marketingafdeling. For den rejselystne tysker betyder det, at han nu er tilbage igen i Hannover.
– Det bliver rigtig spændende. Firmaet er markedsleder på sit område med lavspændings batterier, og du kan faktisk finde dets batterier i hvert tredje køretøj over hele verden, fortæller Julian.