

– Man kan godt blive helt bidt af at få undervisning. Så jeg er allerede lidt i krise over, at mit næste fag bliver det sidste, inden jeg skal i gang med at skrive mit afgangsprojekt.
38-årige Lykke Skræddergaard Nielsen kan ikke lade være med at smile af sin egen udtalelse.
For selvfølgelig er det krævende både at tage en lederuddannelse på IBA Erhvervsakademi Kolding, samtidig med at hun skal passe sit fuldtidsarbejde hos Danish Crown i Aabenraa. Her har hun det daglige ansvar for produktkvaliteten og fødevaresikkerheden. ”En stor mundfuld”, som hun selv kalder det.
God og kompetent ledelse er vigtigere end nogensinde før. Uanset om det er i et mindre projektteam eller en stor international virksomhed. Og præcis som en håndværker har du brug for en opdateret værktøjskasse til at udføre jobbet tilfredsstillende og lede på en motiverende og effektiv måde.
– Men når først noget har ramt mit hjerte, så går jeg ”all in”. Og der må jeg bare sige, at det har undervisningen på IBA gjort, tilføjer Lykke.
For sagen er, at hun er blevet grebet af lære nyt. Og det er blevet til lutter 12-taller, siden Lykke begyndte. Først tog hun faget ”Ledelse i praksis”, og senest har hun taget hul på faget ”Forandringsledelse”.
– Det driver mig fremad, at jeg kan relatere undervisningen til min egen hverdag. For når man kan det, så bliver det også nemmere at finde motivationen, siger hun.
Oprindeligt blev Lykke i 2005 uddannet ”cater” med læreplads i køkkenet på Sergentskolen i Sønderborg. En cater står for tilberedning, anretning og salg af mad.
Siden har hun arbejdet i forskellige stillinger – og med voksende ansvar – hos Danish Crown. Først på det store svineslagteri i sønderjyske Blans og nu på fabrikken i Aabenraa, hvor man fremstiller leverpostej til Tulip og flere danske supermarkedskæder. Uanset i hvilken køledisk leverpostejen ender, så har Lykke ansvaret for, at fødevaresikkerheden er i top. Og som Quality Manager står hun også på mål for, at den færdige leverpostej har præcis den smag og konsistens, der er aftalt med supermarkedet.
– Det er krav, som alle ansatte på fabrikken skal hjælpe med at leve op til. Derfor er det også vigtigt for mig at have de rette redskaber, så vi når i mål. Det gælder både inden for kommunikation, ledelse og den rette tilgang til andre mennesker, siger Lykke.
Derfor er hun glad for den lederuddannelse, hun er ved at tage på IBA. Hun kan sammensætte uddannelsen af de fag, hun selv foretrækker. Og så går teorien hånd i hånd med den praksis, hun oplever på fabrikken i Aabenraa.
– Jeg kan se situationerne for mig, og det er med til at drive værket. Det betyder, at jeg får noget ud af min uddannelse – og det gør firmaet også.
Et godt eksempel er den selvvalgte opgave, hun har arbejdet med gennem de to seneste fag. Opgaven handler om at digitalisere kvalitetssystemet, så de ansatte kan vinke farvel til at udfylde mange af de nuværende skemaer med kuglepen.
– Det vil være en stor forandring hos os. Når man arbejder med papir og kuglepen har man sin dokumentation i orden, og det er fint. Men hvis vi digitaliserer opgaven i stedet, kan vi let trække statistikker, så vi også kan bruge vores registreringer aktivt i det daglige arbejde, siger hun.
Det var hendes eget forslag at studere ledelsesfag, og heldigvis var Danish Crown helt med på ideen. Det betyder, at i løbet af arbejdsugen er der fuld opbakning til den tid, hun bruger på opgaven. Og hendes egen motivation er også helt i top, fortæller hun.
– For når det er ens eget valg at løbe et maraton, så er der også større chance for, at man kommer i mål.
Vil du ha´mere viden?