Kerstin Ryberg Sørensen har indstillet sit praktikophold hos det digitale marketingbureau Asento i Kolding til Årets IBA Praktik 2019. Og den indstilling er så god, at hun er røget videre til finalen sammen med fire andre.

Det hele begyndte, da multimediedesigneren Kerstin deltog i IBAs praktik-arrangement ”Speed-dating” i efteråret 2018. Her havde hun taget sin yndlings-chokolade med. Det er ”Kinder Maxi”, og hun havde samlet 25 styks i et krus og gik rundt og bød virksomhederne.

Hun gik i første omgang ikke hen til det digitale marketingbureau, Asento, fordi hun forestillede sig, at bureauet kun arbejdede med SEO. Men da rygterne om hendes chokolade nåede repræsentanterne fra Asento, sendte de bud efter hende.

 

Foto af Kerstin

”Skal vi ikke dele en Kinder Maxi?”

Hurtigt kom de til at tale videoer og grafiske opgaver. Her kunne Kerstin pludseligt høre, at hun kunne bruge sine evner og lære en masse nyt i virksomheden.

Efter speeddating ventede Kerstin derfor utålmodigt på at høre fra Asento. Og da bureauet stadig ikke havde kontaktet hende tre dage senere, så producerede hun en lille film af sig selv, hvori hun spurgte ”Skal vi ikke dele en Kinder Maxi?”. Den film satte skub i beslutningsprocessen, og Kerstin fik sin praktikplads.

 

Kerstin sidder på gelænder

Hun giver ”highfives” og dyster i bordfodbold

Og de tre måneder i praktik hos Asento har Kerstin været vildt begejstret for:

– Allerede første dag her på Asento, sagde Marcus (ejeren red.) til os, at vi skulle have fokus på det sociale. På at få et godt forhold til alle de andre på kontoret. Og det gik ret hurtigt, for her på kontoret giver vi ”highfives” til hinanden, når vi kommer om morgenen. Og ingen kan være i dårligt humør, når de lige har givet 20 mennesker en ”highfive”.

Foruden de mange ”highfives” mødes de ansatte hos Asento hver fredag eftermiddag for at få sig et slag bordfodbold, hyggesnakke og drikke en fredagsøl. Og Kerstin fortæller også, hvordan de alle har været ude og spise og se fodboldkampe sammen.

 

Kerstin sammen med to kolleger

Kerstin producerer direkte til kunderne

– Alt, hvad jeg har produceret i min praktik, er blevet brugt direkte. Om det har været bannerpakker til kunderne, videoer til os selv eller fotos. Kort efter har jeg kunnet se det hele online. Det er virkelig noget, der holder motivationen oppe som praktikant, fortæller Kerstin.

Hun beretter også om, hvordan hun er blevet kastet ud i varierende opgaver gennem sine tre måneder som praktikant. Også noget som har udfordret hende og fået hende til at bruge de kompetencer, hun har fået på uddannelsen som Multimediedesigner:

– Mange af opgaverne havde jeg jo aldrig prøvet før, så det har tvunget mig til at søge en masse informationer undervejs og lære mig selv nye programmer.

Udfordringerne har, sammen med det at opleve hverdagen i bureaubranchen, givet Kerstin et godt indblik i livet på en arbejdsplads. En arbejdsplads hvor man går rigtig langt for at få tilfredse kunder.

 

Kerstin og hendes chef
Asento har, som så mange andre, fotos af deres ansatte på firmaets website. Men Asentos ”fotos” er ekstra i øjenfaldende, fordi de ansatte bevæger sig på deres fotos. De er nemlig produceret som små gif- filer. Den animerede detalje står Kerstin bag. Hun har optaget små film med de ansatte og oploadet dem som gif-filer til websitet.

 

Asento er en populær praktikplads

I foråret 2019 indstillede hele 3 af Asentos praktikanter fra IBA deres praktikophold til konkurrencen Årets IBA Praktik. Og alle indstillingerne kom i første omgang videre blandt de bedste 25, og så fortsatte Kerstin endda som finalist i top 5. Det er indehaver Marcus Møberg naturligvis stolt af.

For ham handler det om at løfte hele branchens ”online markedsføring”, fordi det er så svært for virksomhederne at finde kvalificeret arbejdskraft:

– I stedet for at gå og hugge ansatte fra hinanden, så har vi valgt at gøre et stort arbejde for at talentudvikle. Ved at tage praktikanter ind fra forskellige uddannelser i 3 måneder, er vi med til at udvikle flere dygtige folk til branchen og til os selv.

 

Kerstin med sin computer

 

Kerstin er et kæmpe talent

Når Marcus efter praktikperioden har valgt at ansætte en pige som Kerstin (i første omgang nogle dage om ugen), så er der kun én grund:

– Kerstin er et kæmpe talent. Hun er helt vildt dygtig til det, hun laver og dygtiggør sig også i sin fritid. Og at hun som 21-årig kan levere på det her niveau, det tegner meget lovende. Så hende er vi nødt til at holde fast i.

For selv om Kerstin kun er 21 somre, så passer det, når hun på CV’et skriver, at hun har 10 års erfaring med programmet Photoshop. For allerede som lille pige begyndte hun at tegne i programmet. På det tidspunkt var det landskaber og stalde til heste online, men gradvist blev pigen fra Augustenborg på Als så dygtig, at hun begyndte at hjælpe venner og bekendte med at designe logoer.

På IBA har hun derfor også kunne agere ”hjælpe-underviser”, når klassen har skullet lære Photoshop og andre billedbehandlingsprogrammer.

For to år siden fik hun decideret et fritidsjob hos en nystartet virksomhed, som bruger hende til at designe logoer og visitkort.

 

Finalisterne i Årets IBA Praktik 2019

Foruden Kerstin var følgende fire finalister:

HAR VI VÆKKET DIN INTERESSE?

Læs også

Billede af Philip med diplom

Læs om Årets IBA Praktik

Billede af Philip Jacobsen

Phillip tegnede trainee-aftale efter en perfekt praktik

Billede af Carina Munch

På rette spor: Carina sejrede i Årets IBA Praktik 2022

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


Britt Johnsen
Britt Johnsen
bhjo@iba.dk
+45 41 39 37 43
Kommunikationschef