Sommeren 2022 kunne Kristoffer Lund Hansen forlade IBA Erhvervsakademi Kolding med et spritnyt eksamensbevis i Entreprenørskab og design, men da var han allerede erfaren som selvstændig. Siden november sidste år har den 23-årige koldingenser nemlig været medejer af sin egen burgerbar med adresse lige midt i Kolding – med rådhuset som nærmeste genbo.

Flip the Burger er navnet på restauranten, og her tilbringer Kristoffer rigtig mange timer i løbet af en uge. Det har han hidtil klaret sideløbende med sine studier, fordi han elsker hele tanken om at være indehaver og have fingrene nede i alle dele af en virksomhed.

 

Kristoffer Lund Hansen
Kristoffer Lund Hansen har taget i uddannelse i Entreprenørskab og design, mens han også har drevet Flip the Burger som medejer. Nu er uddannelsen i hus, og han kan koncentrere sig fuldt ud om fastfood-restauranten i Torvegade.

Teori bliver til virkelighed

Vidste du, at uddannelsen Entreprenørskab og design kun udbydes i Kolding og København?

Som studerende på denne uddannelse arbejder du med entrepreneurskab og konceptudvikling.
Omdrejningspunktet er Design Thinking, hvor du lærer om idé-generering, prototyper, markedsføring, økonomi og kommunikation.
Du udvikler løsninger, som kan omsættes til lokale og globale forretningskoncepter, events og services.

Er du interesseret i at læse mere om uddannelsen? Så kom i gang med at læse!

– Til vores 1. års prøve på Entreprenørskab og design lavede jeg et koncept for min egen fastfood-restaurant, som skulle sælge mexicansk mad. Det gav mig en gnist, så jeg bare vidste: ”Jeg skal være selvstændig”, husker Kristoffer.

På det tidspunkt havde han allerede fritidsjob hos Flip the Burger, hvor han stille og roligt havde fået flere og flere opgaver og mere og mere ansvar. Det gav en lang arbejdsuge i kombination med studierne, men Kristoffer har en tendens til at omfavne, hvad han kaster sig ud i:

– Hvis du kan lide, hvad du laver, så tænker du jo ikke over, at du arbejder, siger han med et smil.

Og enden blev da også, at han gik fra arbejdsom ansat til arbejdsom medejer.

 

Kristoffer Lund Hansen
En gang kørte han pakker i sit sabbatår, nu ejer Kristoffer Lund Hansen halvdelen af en burgerbar i Kolding. I mellemtiden har han fået taget en toårig uddannelse i Entreprenørskab og design. – Flip the Burger fandtes jo allerede før, jeg kom til, men virksomheden er helt sikkert blevet udviklet af, at jeg har taget uddannelsen, fortæller Kristoffer Lund Hansen.

 

Heldigvis har han også fået en praktisk erfaring med sig fra burgerbaren, som han kunne bruge undervejs på sit studie, der blandt andet drejer sig som at bygge op, udvikle og markedsføre.

– Kombinationen af IBA og Flip the Burger har været lærerigt i forhold til at strukturere mit liv, så jeg har fået planlagt min hverdag og delt den op: Hvornår skal jeg arbejde, hvornår skal jeg studere, og hvornår skal jeg holde fri. Jeg spiller blandt andet også håndbold, og det vil jeg jo også gerne have fritimer til, fortæller Kristoffer.

 

Fra pakkefirma til burgerbar

Han er opvokset i Kolding, hvor han har gået på Kolding Realskole. Siden gik han på Kolding Gymnasium, inden han i sine to sabbatår fik job hos pakkefirmaet UPS. Her nåede Kristoffer at komme rundt om mange arbejdsopgaver, og blandt andet prøvede han at arbejde som leder, da han fik ansvar for at planlægge dagens ruter for chaufførerne. Det fik ham til at vælge en uddannelse i Entreprenørskab og design.

 

Billede af Kristoffer Lund Hansen til dimissionen
– Både medstuderende og lærere bakker op, hvis man har lyst til at arbejde med et projekt som selvstændig under studierne. Min oplevelse er, at vi er stolte af hinanden, siger Kristoffer Lund Hansen, der her er fotograferet under dimissionen fra IBA.

 

– For det er en bred uddannelse, som undervejs er meget projektorienteret. Ofte skal man selv opstille sin plan og mål ud fra nogle faste rammer, der bliver givet til dig eller din gruppe. Det har skærpet mig inden for eksempelvis markedsføring, ledelse, økonomi, optimering af processer og udvikling af forretningen. I forhold til Flip the Burger betyder det, at jeg er blevet bedre til at lægge en plan for, hvad vi skal med vores virksomhed, siger Kristoffer.

 

En drøm at vokse sig større

Han brugte Flip the Burger som udgangspunkt for sin egen virksomhedspraktik på fjerde semester. Kristoffer fik sparring fra sin mentor på IBA, da han udviklede et projekt omkring en foodtruck, så burgerbaren fra Kolding bliver mobil og kan komme ud omkring i landet. Det projekt bliver gennemført i praksis, og der er allerede aftale om det første store idrætsstævne, hvor den mobile udgave af Flip the Burger kommer til at servere kvalitetsburgere for gæsterne.

– Entreprenørskab og design tiltrækker mange forskellige slags mennesker, der har hver sin grund til at være på holdet. Det betyder, at du får mange indfaldsvinkler på tingene, og du får tidligt dannet dig et brugbart netværk, fordi der er flere som dig selv, der har lyst til at være selvstændige. Derfor er der også en god stemning, når det gælder om at støtte hinanden og give den sparring, som man har brug for. Flip the Burger har helt sikkert udviklet sig på grund af det, jeg har lært i løbet af uddannelsen, fortæller Kristoffer.

Første skridt er nu at få realiseret foodtrucken, og hvis det projekt går godt, er det også tanken at bruge erfaringerne til at udvide Flip the Burger til en kæde med restauranter i andre byer.  Det er drømmen, fortæller Kristoffer:
– En af de grundlæggende ting, jeg har taget med mig, er, at hvis man ingenting gør selv, så sker der heller ikke noget.

HAR VI VÆKKET DIN INTERESSE?

Få mere information

Billede af Klara Johansen

Stærke Klara har kæmpet for både sig selv og andre ordblinde

Louise Vesterled

Dygtige Louise har deltaget i næsten alt på IBA

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist