

På vores uddannelser har vi et godt samarbejde med virksomheder, der på forskellig vis bliver en del af de studerendes hverdag på studiet. Det er bl.a. i projektforløb, hvor de studerende løser en opgave med udgangspunkt i virksomhedens virkelige udfordringer og muligheder.
Og det er altså ret fedt, lyder det fra Sara Anastasia Grund Sørensen og Nanna Hylke Østerdal, der studerer Entreprenørskab og design.
De har sammen med resten af det nystartede hold været på besøg hos den store Kolding-virksomhed Easyfood. Det er en del af et længere forløb, hvor de studerende får viden, har fokus på innovation og samtidig giver den succesfulde virksomhed inspiration og nye ideer.
– Det føles super-relevant. Vi er kommet hurtigt i gang med at bruge teorier og metoder fra undervisningen i praksis. Vi arbejder med noget virkeligt – og det er motiverende, siger Nanna.
Det er i øvrigt tredje år i træk, at Entreprenørskab og design samarbejder med Easyfood. Og sådan et fast samarbejde er faktisk ret unikt – og giver begge parter udbytte, fortæller de to IBA-undervisere Ditte Hoffmann Kærslund og Marie Louise Mäkinen.
Sara Anastasia Grund Sørensen er glad for, at virksomheder som Easyfood kan bruge de studerendes input.
– Det er jo vildt motiverende, at de allerede synes, vi kan bidrage og give værdi, siger hun.
Easyfood producerer bagværk til kunder som McDonalds, Circle K og Coop. Derfor tog de studerende hjem med fyldte maver, men også et hoved fyldt med inspiration.
– Det gav et rigtig godt indtryk af virksomheden og satte os ind i deres tanker. Det er vildt spændende, og nu glæder vi os til at komme i gang, siger Sara.
De to studerende fortæller også, at det var en god oplevelse at se Easyfoods eget innovationsrum. Et rum med plancher, brætspil og alle mulige forskellige ”redskaber”, der sætter gang i gode processer.
– Det viste sig, at de bruger mange af de samme teorier og metoder som os. Det var fedt at se, at det også bliver brugt i så stor en virksomhed, lyder det.
Nu venter der mere analyse, research og udvikling af masser af gode ideer. D. 7. oktober skal grupperne præsentere ideerne for Easyfood.