Kolding drengen Søren Joachim Bruun har netop færdiggjort endnu en uddannelse på IBA. Denne gang den internationale bacheloruddannelse ”BA Honours i International Business”. Han har selv betalt for uddannelsen, da IBA kører den sammen med Coventry University. Uddannelsen har givet ham et bredere netværk og ikke mindst forbedret hans engelske sprogkundskaber, fortæller han:

– Jeg har fået krydret teoretisk viden om forretning i et internationalt perspektiv oven på min praktiske erfaring som iværksætter. Og så har det være lærerigt at være en del af det internationale miljø på IBA og at studere fuldtid på engelsk.

 

Søren har morfar med til dimission.
Til dimissionen på IBA havde han taget sin morfar Poul Erik Joachim Nielsen (i midten) med. Og efter dimissionen skulle morfar lige op til podiet og have sig en snak med IBA’s rektor Niels Egelund. For Sørens morfar har for snart nogle år siden været skolelærer for netop Niels Egelund på Fynslundskolen i Jordrup nordvest for Kolding.

 

Tidligere har Søren også læst til Entreprenørskab og designmager på IBA.

Men han er ikke mæt af uddannelse endnu, for han er allerede fortsat videre på akademiets engelske Master of Business Administration (MBA). Den forventer han at færdiggøre allerede til efteråret:

– Jeg er ung og har stadig meget at lære, og derfor var MBA’en det oplagte valg, da den er globalt anerkendt og bidrager med relevante ledelsesværktøjer.

Den 25-årige Søren har tidligere været partner i virksomheden Gro Lys, der udvikler og sælger udstyr til at dyrke planter indendørs i kunstigt lys. Sammen med sine partnere co-fundede han virksomheden Micro Greens Danmark, som producerer og leverer grøntsagsspirer til restauranter, hoteller og catering. Virksomheden har i dag flere end 20 ansatte.

I forbindelse med de to virksomheder vandt Søren sammen med sine partnere Business Koldings pris som Årets Iværksætter. De fik prisen overrakt i 2019 – året før Søren begyndte på entreprenørstudiet.

 

Søren Brun på IBA.
Sørens store drøm er at skabe og være en del af virksomheder, der gør verden bedre og har en positiv indflydelse på omverdenen.

 

Jo, Søren er en driftig herre, som ikke synes, at det er hårdt at være studerende. For han er vant til at knokle igennem som iværksætter. Og han tror på, at han med en international uddannelse kommer til at skille sig ud fra mængden.

Det gør han i hvert fald med sit eksamensbevis, for han har scoret holdets højeste karaktersnit:

– Jeg tror business ligger naturligt til mig. Og derfor har jeg også klaret mig bedre karaktermæssigt på den her bacheloruddannelse, end jeg har gjort hidtil. Men for mig handler det ikke om de karakterer man får, men om den karakter man har og opbygger, siger Søren Joachim Bruun.

Hans store drøm er at skabe og være en del af virksomheder, der gør verden bedre og har en positiv indflydelse på omverdenen.

HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?

Kontakt


John Ahle Petersen
John Ahle Petersen
jape@iba.dk
+45 25 57 72 03
Journalist