

Hun røbede ikke noget. Heller ikke selv om kollegerne prikkede til hende i foråret og spurgte, om hun havde været tilfreds med at være i praktik hos dem.
Inde i sig selv tænkte hun: ”I skulle bare vide, hvor tilfreds jeg har været! Men det får I snart at se.” Og så smilte hun hemmelighedsfuldt og arbejdede videre bag sit skrivebord hos Nybolig i Vejen.
Allerede i januar havde Janni Lykke Utoft Nielsen nemlig spurgt sin uddannelseschef på IBA Erhvervsakademi Kolding, hvornår hun kunne indstille sit praktikophold til Årets IBA Praktik. Konkurrencen – hvor man som studerende kan nominere sit praktikophold, hvis man mener, at man har haft et af årets bedste.
Så da konkurrencen åbnede i marts, indstillede Janni straks sit ophold. Og så gik hun og ventede på, at indstillingen skulle blive offentliggjort. For hun synes, at det var den bedste tak, hun kunne give Nybolig.
Tak for at have ladet hende lære så meget i sin 20-ugers praktik i efteråret. Tak for at lade hende blive en del af teamet fra dag ét. Tak for at give hende tid til at ”få styr på sit skrivebord”, som de kalder det på kontoret i Vejen. Tid til at sætte sig ind i alt fra ejendomsdatarapporten og tilstandsrapporten til salgsopstillingen. For først når hun havde brugt alt sin teori i praksis, følte hun sig klar til at vise huset frem.
Og sådan kan hun bedst lide det. For det skylder hun hussælgeren, synes hun.
Den indstilling til grundighed er nøjagtig sådan kollegerne hos Nybolig i Vejen gerne vil have det. Og netop derfor passer Janni så godt ind på kontoret.
Så nøj – hvor hun nød det, da hun kunne dele IBA’s opslag med beskrivelse af sin indstilling. Dele sine lovprisende ord på sine sociale medier – og håbe, at kollegerne opdagede det.
Det gjorde de. Og indstillingen gjorde indehaver Line Strøm både overrasket og stolt.
– Det er skønt på den måde at få at vide, at vi har gjort vores arbejde godt. Og vi er bare så glade for Janni. For hun er en fremsynet pige, som har ben i næsen. Og så er hun ydmyg og evner både at lytte og omsætte det, hun lærer i praksis, roser chefen for Nybolig i Vejen og uddyber:
– Hvis man vil have de bedste medarbejdere, så må man selv være med til at uddanne dem.
Ifølge Line Strøm vinder kvinderne netop frem i ejendomsmæglerfaget, fordi de har en trænet situationsfornemmelse og ofte er bedre til at lytte til kundernes ønsker, end mænd.
Den statistik passer godt på Janni. Hun har allerede solgt det første hus til en glad kunde.
Men Janni er også – til trods for sine 22 år – ved at være en erfaren dame på kontoret. For her har hun haft sin faste gang, siden hun begyndte på studiet til Finansbachelor. Allerede på 1. semester trådte hun nemlig ind ad døren til kontoret i Vejen med sit CV og proklamerede, at hun drømte om at blive ejendomsmægler. Så ejerne måtte pakke grinene væk og give Janni lov til at vaske op, gå med flyers og stå for vinduesudstillingen. For som månederne gik, fik Janni fyldt teori på fra studiet og suget erfaring til sig på kontoret.
Så efter en veloverstået praktik er planen nu, at Janni fortsætter som studentermedhjælper. Hun arbejder 2-3 dage om ugen, mens hun læser sit sidste år på studiet. Hun har blandt andet vagten hver 3. weekend, hvor hun klarer alle fremvisninger og andre henvendelser. Og når hun får eksamensbeviset i hånden, mangler hun kun et års erhvervserfaring, før hun kan få den beskyttede titel og registreringen som ejendomsmægler.
Så planen holder for den fremsynede Janni. Midterbarnet i en søskendeflok på fem. Smilende og mild. Men hun er også et stort konkurrence-menneske, som elsker at sælge.
I sit tidligere fritidsjob hos Sunset Boulevard vandt hun titlen som månedens salgsmedarbejder. Og tog også prisen, når chefen udskrev konkurrencer om, hvem der kunne sælge flest dobbelt burgere i en periode.
Hun er pigen, der nysgerrigt besøger venner og veninder – for at se, hvordan de bor. Som nyder at gå lange ture med sin kæreste og/eller deres to hunde. For så kan man jo kigge på de spændende hjem, man passerer. Og drømme boligdrømme.
Janni er vokset op i Vejrup (Esbjerg Kommune) med en storebror og en storesøster. Og en lillebror og en lillesøster. Den dag i dag – bor alle søskende stadig i nærheden af hinanden og ses så ofte, det er muligt.
Janni er kærester med den to år ældre Jonas. Og det er lidt sjovt, for ham har hun faktisk kendt altid – og været lidt kærester med allerede som barn. Som unge genfandt de gnisten omkring badmintonbanen, hvor de begge spillede og var trænere for børnehold. Og så har de været sammen lige siden.
De har købt et nyistandsat hus i Gørding (mellem Esbjerg og Vejen) på det helt rigtige tidspunkt. Og som allerede er noget mere værd, end da de købte det.
Sammen har de to hunde. Den ene er en dansk-svensk gårdhunds blanding, mens den anden er en større gadehund, som de har adopteret fra Tyrkiet.
Foruden Janni er der fire andre finalister: