

Han elsker at redigere video og sætte sig ind i komplicerede programmer. Han arbejder med visuel identitet og er faldet pladask for digital markedsføring. Og da alt dette er en del af hans daglige arbejde hos Kansas i Odense, har Simon indstillet sit praktikophold til konkurrencen Årets IBA Praktik.
Indstillingen er så god, at han ikke blot er gået videre, sammen med de 25 bedste, men nu er én af årets fem finalister.
Jo, for Simon Danholt Larsen tager fat som en arbejdsmand hos Kansas. Især på grund af det samspil, han har med sin praktikantvejleder. Hun giver ham brede rammer til at prøve en masse teori af i praksis – men er hele tiden klar med konstruktiv kritik. Og da de to, efter en omrokering i virksomheden, er de eneste, der arbejder med markedsføringen af arbejdstøjet i Danmark, skal de virkelig smøge ærmerne op.
Fra tidlig morgen lokker nysgerrigheden og passionen Simon ind i salgsafdelingen, for som han skriver i sin indstilling: ”for mig har det aldrig været en pligt at gå på arbejde”. Tværtimod. Spændingen over at skulle lære nyt og være med til at udvikle, har fået tiden til at forsvinde, siden han begyndte midt i januar.
Heldigvis er Kansas og han blevet enige om, at han beholder arbejdshandskerne på frem til sin afsluttende eksamen i juni. Og allerede nu er det på plads, at Simon også skal fortsætte i virksomheden herefter. I første omgang som selvstændig på timebasis, men begge parter håber på muligheden for en fastere tilknytning på sigt, bekræfter hans vejleder.
– Det har været let at give ham ansvar her i praktikforløbet, for Simon vil det bare SÅ gerne. Han er nysgerrig, passioneret og har gå-på-mod. Samtidig er han lynhurtigt blevet en del af teamet, lyder det fra Maria Skau Madsen.
Hun er Brand og Marketing ansvarlig for Kansas i Danmark og deler kontor med 30 kolleger på det danske salgskontor i Odense. Og så er hun tidligere IBA’er. Her læste hun samme uddannelse som Simon – nemlig Entreprenørskab og design – og fik eksamensbeviset for fire år siden.
Og det er ikke tilfældigt, at den 26-årige Simon er havnet hos en, som kender hans forholdsvis nye uddannelse.
– Den sparring, man kan få fra én, som selv har taget samme uddannelse, kan ikke erstattes af noget andet. Det har hjulpet mig til at se, hvad jeg har af kompetencer. Og klædt mig på til fremtiden, forklarer han.
Det stod ellers ikke på kasketten, at Simon skulle læse hos IBA. For i flere år troede han, at han skulle være ingeniør. Han sugede til sig af ingeniørfærdighederne – først som civilingeniør-studerende i halvandet år. Da det blev for tungt, skiftede han til diplomingeniørstudiet. Her knoklede han på i to år mere og fik en masse værktøjer. Men selv om han ikke lavede andet end at læse, så følte han sig altid bagud.
Det fik glæden til at forsvinde, så til sidst skubbede hans forældre til ham. Var det virkelig det, han ville? Simon så samtidig et opslag på Facebook for uddannelsen Entreprenørskab og design i Kolding. Det lød som en kombination af alt det, han ledte efter. Han nåede at søge ind – og gik direkte fra den ene uddannelse til den anden.
Og det har han ikke fortrudt. For i Kolding oplevede han en kreativ tankegang, som han kunne bygge ovenpå sin værktøjskasse fuld af færdigheder.
– Især da vi nåede til 3. semester ramte alle fagene plet. Jeg fik lov at snuse til det at være projektleder og fik lov at tage ansvar i et forløb, hvor vi udviklede en musikfestival. Her skubbede jeg også mine egne grænser ved at træde op på scenen og holde den præsentation for arrangøren, som jeg selv havde haft ansvaret for, fortæller Simon.
Så it-gutten er blevet bidt af marketing og elsker stadig at lære nyt software. Alt dette drømmer han om at skulle arbejde med fremover. Og det må meget gerne være hos Kansas.
Han roser virksomhedens eminente arbejdsmiljø og giver endnu et eksempel:
– Når Maria sad i møde i mine første uger i virksomheden, var der straks en af de andre, der lige tog fat i mig for at høre, om jeg ikke ville med ned i kantinen og have en bid mad.
Kasketfyren Simon har trådt sine barnesko i Middelfart. Det er også her, han i dag bor til leje i et rækkehus med en kammerat.
I sin fritid sorterer han pakker hos Post Nord i Taulov. Det job har han haft de seneste 6 år – mens han har været studerende.
Tidligere har Simon læst til civilingeniør i halvandet år og diplomingeniør i to år. Men alle gode gange tre – for det var først på studiet Entreprenørskab og design på IBA, at han følte sig på rette hylde.
Har netop oprettet sit eget firma med navnet Danholtvisuals.dk
Foruden Simon er der fire andre finalister:
De 5 finalister var i 2021:
Foruden Simon er der fire andre finalister: