

Det ligger dybt i René at hjælpe andre. Han synes, at det er så vigtigt, at alle føler sig godt tilpas. For han mener, at det har afgørende betydning for, hvordan man samtidig klarer sit studie.
Så da han forleden dimitterede fra IBA Erhvervsakademi Kolding, fik han overrakt en studiepris for sin ekstraordinære indsats for at skabe et godt studiemiljø for sig selv og sine studiekammerater på professionsbacheloruddannelsen i webudvikling.
– Det at være med til at skabe et godt miljø er jo også med til at holde mig selv kørende, lyder det beskedent fra René Seebach, der havde læst en datamatiker i Sønderborg, før han begyndte på IBA.
Han har været rigtig glad for at være studerende på IBA og fortæller blandt andet, hvordan han og studiekammeraterne har brugt hinanden rigtig meget i eksamenslæsningen. De har på den måde kunnet holde motivationen oppe.
Og samtidig har de hygget sig sammen i fritiden.
– Der så mange åbne arrangementer, man kan deltage i på IBA. Og i det hele taget en tradition for et rigtig godt studiemiljø og gode undervisere. Så det har været en fornøjelse, siger René.
René Seebach går ligesom alle andre på sit webudvikler-studie direkte ud i job. Et par dage efter dimissionen begyndte han nemlig i en fast stilling hos Kolding-firmaet Mindthemedia på Banegårdspladsen.