

”Ditte er Master af trends”.
På denne charmerende blanding af dansk og engelsk får en studerende beskrevet sin underviser på Entreprenørskab og design. Udtrykket er hentet fra en indstilling af lektor Ditte Hoffmann Kærslund til titlen som Årets IBA Underviser 2022.
På uddannelsen lærer Ditte de kommende entreprenører, hvordan de selv genererer nye ideer, afkoder tidens tendenser og giver deres personlige bud på, hvad der venter rundt om det næste hjørne. For den, som først fanger næste megatrend, har allerede et afgørende forspring i forhold til konkurrenterne.
Flere studerende, der har indstillet Ditte, fremhæver, at hun ofte bruge sine egne erfaringer i undervisningen. Før hun blev underviser på IBA, har Ditte selv knoklet med at binde sløjfen fra lys idé til færdigt produkt. Det har hun gjort i løbet af sin uddannelse som tekstildesigner på Designskolen Kolding og praktiktiden hos Lego. Og det har hun gjort i sin egen designvirksomhed, hvor hun har skabt prototyper af alt fra sækkestole til myggenet, der kan bekæmpe malaria i udviklingslande.
– I løbet af min egen uddannelse på designskolen blev jeg meget optaget af, hvordan virksomheder arbejder kommercielt. Hvordan man løfter sin idé, så den får et rigtigt liv – og man kan tjene penge på den. De metoder har jeg taget med mig ind i undervisningen. Det gør undervisningen meget visuel og ”hands on”, hvor vi arbejder med tingene i praksis. Det kan de studerende godt lide, og det efterspørger de altid mere af, siger Ditte.
Hun beskriver sine studerende som meget handlingsorientrede. Hvilket går fint i tråd med begrebet ”væredygtighed”, som Ditte holder meget af. Den finurlige omskrivning af bæredygtighed drejer sig nemlig om, at man også gør, hvad man siger. At man handler. Så når familien derhjemme i Egtved er hoppet med på trenden og har bygget sig et klimavenligt ”Tiny House” til træning, meditation og middagslur, så deler Ditte selvfølgelig også disse erfaringer i sin undervisning.
– Hvis det er relevant, så deler jeg faktisk alt med mine studerende, siger Ditte.
Man kan blive underviser ad mange ruter. Dittes rute har snoet sig. Og den begyndte faktisk med, at hun var skoletræt derhjemme på Sydfyn, hvor hun voksede op i en kunstnerisk familie. I stedet for lektierne brugte hun tiden på skiftende fritidsjobs – helt op til tre ad gangen. Æbleplukning. Brugsen. Burgerbar. Café. Rengøring på det lokale vandrehjem.
– Siden jeg var helt ung, har jeg elsket at arbejde. Det gav mig både struktur og en anden form for frihed end skolen, husker hun.
Et job i en børnehave betalte billetten til Indien i 1993, hvor det oprindeligt var planen at blive i et år. Turen endte med at vare seks år i stedet.
– Jeg var optaget af at møde kulturen i Indien, så jeg rejste for mig selv, fortæller Ditte.
Undervejs blev hun kærester med en ung israeler, hun mødte i Dehli. Sammen rejste de videre til Japan og Tel Aviv, hvor hun blandt andet lærte sig hebræisk og gik på glasskole. I perioden besøgte hun Danmark og tog imens en Hf-enkeltfag. Når hun var i Danmark boede hun i en skurvogn, så på den måde var hun langt foran nutidens trend med at bygge et Tiny House.
Efter seks år valgte hun at flytte permanent hjem igen. Et års forberedelse på Odense Designakademi banede vejen for, at hun slap gennem nåleøjet og ind på Designskolen Kolding. Her begyndte hun på linjen for tekstildesign.
– Som ung syede jeg næsten alt mit tøj selv. Og siden jeg flyttede hjemmefra som 17-årig, har jeg altid haft min symaskine med mig. Den er mit et og alt, siger Ditte.
Sine talenter fik hun brug for, da hun kom i praktik på Lego. Hun skulle blandt andet tegne nye kostumer til Lego Knights-riddere, drager og prinsesser.
– Selv om jeg kun var praktikant, fik jeg en masse ansvar. Mine tegninger røg frem og tilbage mellem Billund og Kina, og så en dag var de færdige kostume klar til salg i butikkerne. Det kunne jeg godt lide, siger Ditte.
Teori og praksis gik også hånd i hånd, da hun i 2007 var færdig med designskolen og åbnede sin egen designvirksomhed, der havde speciale i at skabe prototyper. Plus hun fik egen Bed & Breakfast i Egtved, hvortil hun var flyttet med sin mand og børn. I dag er firmaet lukket, mens hendes B&B ligger midlertidigt i dvale. Lige nu fokuserer hun på kun at være på underviser på Entreprenørskab og design.
– Jeg savnede kolleger, da jeg gik derhjemme i mit eget firma. Så da jeg kom her til IBA i 2015, følte jeg mig hjemme med det samme. Jeg har altid vist, at jeg skulle noget med mennesker. Og dem, jeg underviser her på IBA, kan jeg virkelig se mig selv i. Det er ildsjæle, som brænder for deres fag – og som elsker at tænke ud af boksen, siger Ditte.
Det sidste har hun ofte selv brug for. Ditte har nemlig en hemmelig lidenskab: Hun elsker at lave studieplaner. Så meget faktisk at hun har samlet på dem, siden hun selv var studerende.
– Jeg synes, det er så spændende at danne et forløb, hvor de studerende får viden ind på den bedst tænkelige måde, siger hun og tilføjer:
– Men når de studerende kommer med input undervejs, som vi har lyst til at arbejde videre med, så elsker jeg også at bryde mine egne planer.
48-årige Ditte Hoffmann Kærslund er lektor hos IBA, hvor hun underviser på Entreprenør og design i fagene design, kultur og trends, forretningsinnovation, portfolio og room & retail.
Før hun begyndte på IBA, underviste Ditte i 5 år på Odense Designakademi. Hun har også drevet eget designfirma og en Bed & Breakfast.
Hun er uddannet tekstildesigner i 2007 fra Designskolen Kolding. Hun har også en diplomuddannelse i innovation (2019) samt bæredygtig pædagogik (2022).
Ditte bor sammen med sin mand og fire børn i Egtved. Hun er opvokset i sydfynske Hostrup.
Hun har altid været vinterbader og er medlem af Hop i Fjorden, som holder til i Kolding.
I 2019 stiftede Uddannelses- og Forskningsministeriet en underviserpris, der hvert år bliver uddelt til én underviser fra de i alt 8 danske erhvervsakademier. Undervisningsprisen har til formål ”at anerkende den store betydning, som inspirerende, inddragende og nytænkende undervisere har for de studerende”.
For at finde vores egen kandidat til prisen har vi på IBA oprettet den lokale konkurrence Årets IBA Underviser.
Baseret på indstillinger fra studerende på både fuldtidsuddannelserne og efter- og videreuddannelserne bliver der blandt underviserne udvalgt 5 finalister til vores lokale pris.
I 2021 vandt IBA’s Lars Bach Undervisningsprisen. Læs mere her.
En lokal jury finder vinderen af Årets IBA Underviser. Den vinder sender vi videre til den landsdækkende jury, som skal vælge den endelige vinder af underviserprisen blandt de 8 lokale vindere fra landets erhvervsakademier.
Vinderens navn bliver afsløret ved en prisoverrækkelse hos Uddannelses- og Forskningsministeriet i 2023.
Præmien til den landsdækkende vinder af Undervisningsprisen er en halv million kroner. 200.000 kroner som en personlig hæderspris til underviseren, og 300.000 kroner til at udvikle det gode og engagerende undervisermiljø på det vindende akademi.