

Han havde hverken fødselsdag eller vundet et væddemål.
Så Ivan Hassinggaard blev temmelig overrasket, da han midt i en lektion om forsyningskæder blev afbrudt af sine studerende, der haft købt en kagemand til ham. Kagen var deres måde at støtte deres underviser, der et par dage forinden havde rørt dem alle med sin personlige beretning om en helt usædvanlig biltur.
– I er simpelthen så søde, udbrød den overraskede lektor. Nu var det hans tur til at blive bevæget.
Den lækre kagemand var dekoreret med slik, karamelhår og små dannebrogsflag. I marcipanen stod skrevet ”Mission completed” med chokoladeglasur. Missionen er fuldført.
Sagen er nemlig den, at da krigen brød ud i Ukraine og rystede en hel verden, tog Ivan og hustruen Iryna spontant på en lang og strabadserende biltur for at evakuere hustruens ukrainske mor. Først efter 3000 kilometers kørsel blev uvished og utryghed afløst af lettelse vel tilbage i Vejle.
Selvfølgelig er historien personlig. Og den er bestemt ikke en del af pensum.
Men den er samtidig et eksempel på nogle af de principper, som vægter tungt hos Ivan. Han drager gerne sine personlige erfaringer ind i klasselokalet, og han forsøger så vidt muligt at sætte sin undervisning ind i en aktuel sammenhæng. Og så er han fleksibel. Så selv om han havde noget helt andet planlagt til undervisningen, blev det alligevel historien om svigermoren fra krigsramte Ukraine, som de studerende fik med sig hjem efter dén lektion.
– Som undervisere på IBA har vi selvfølgelig en fælles idé om, hvordan vi generelt arbejder med de studerende. Det gælder både i forhold til pædagogik og pensum. Men som underviser er det også vigtigt, at man kan kigge ud over klassen og fornemme stemningen. Hvor er vi i dag? Og dér skal man være i stand til at sadle om, hvis fornemmelsen er, at det er noget andet, der er brug for, siger Ivan Hassinggaard.
Hvilket helt sikkert er blandt de kvaliteter, som betyder, at 44-årige Ivan er blandt de fem nominerede, der er indstillet til prisen som Årets IBA Underviser 2022. Vinderen skal repræsentere IBA i den landsdækkende konkurrence, Undervisningsprisen, der uddeles hvert år af Uddannelses- og Forskningsministeriet. Formålet er at sætte fokus på betydningen af den gode underviser.
– Ivan skal helt klart været årets underviser. Det skal han for sin faglige kunnen og måden, han mærker rummet på. Man kan virkelig mærke, han brænder for sit fag, skriver en studerende til Markedsføringsøkonom blandt andet i sin indstilling af Ivan Hassinggaard.
Ivan havde nu ikke rollen som underviser i tankerne, da han i begyndelsen af 00’erne satte kurs mod København for at arbejde som marketingkonsulent hos først BG Bank – siden Danske Bank. Det var på et tidspunkt, da banken konstant udvidede og var på opkøb, så der var tryk på kedlerne i maskinrummet. Lige noget der passede Ivan.
– I hvert fald lige indtil min daværende kæreste – og nuværende hustru – var gravid med vores første barn. Så ændrede mine prioriteter sig i løbet af ret kort tid, og jeg savnede til at komme hjem til Jylland igen, husker han.
Retur i hjembyen Vejle fik han i kontakt med IBA, hvor han selv havde taget sin uddannelse nogle år tidligere. Og hvor Ivan løbende havde været gæstelærer for at fortælle om dét at arbejde i banksektoren. Nu blev han tilbudt job som timelærer på uddannelsen til markedsføringsøkonom – med en forventning om at han sideløbende tog en kandidatgrad. Det er tolv år siden nu.
– Dengang havde jeg en forestilling om, at det var et meget statisk job at være underviser. At man lige løftede pickuppen og flyttede den tilbage til start, når man tog fat på et nyt semester. Men det er langt fra tilfældet. For verden ændrer sig, og det samme gør de studerende. Begge dele er man nødt til at forholde sig til i sin undervisning. Så man kommer aldrig til at løbe i ring. Det sker simpelthen ikke, smiler han.
Og smider lige lidt ekstra kul på:
– Jeg drives af samspillet med de studerende. Det giver mig energi. Det er en fornøjelse at være blandt de unge, der er er på vej ud i livet. At klæde dem på. Og samtidig gøre det på en måde, så vi går fra klassen med godt humør.
Den mission har han held med. I hvert fald hvis man læner sig op ad indstillingerne fra hans studerende. Flere roser hans humør, måden han inddrager hele klassen i lektionerne – og nå ja, så har han tilmed skrevet den grundbog, der undervises efter.
”Han er verdens sejeste”, som en studerende skriver i sin indstilling. Kort og godt.
Ivan blev nemlig taget med ombord som medforfatter på 6. og seneste udgave af ”International markedsføring”. Blandt andet fordi han på et tidspunkt havde åbnet egen webshop og kunne bidrage med erfaringer herfra.
– Jeg åbnede webshoppen for selv at prøve at have ”jord under neglene”. Men driften viste sig at tage rigtig meget af min tid, så på et tidspunkt måtte jeg vælge: Skulle jeg satse på webshoppen eller undervisningen på IBA? Jeg valgte at koncentrere mig om det sidste. Men webshoppen blev så en trædesten til at skrive med på bogen, og jeg kan også stadig bruge erfaringerne i min undervisning.
En 7. udgave af bogen er i øvrigt på vej. For selvfølgelig skal den opdateres og være på omdrejningshøjde med tiden lige nu – præcis lige som den daglige undervisning. Automatpiloten findes ikke.
– Tiden går hurtigere, når man engagerer sig og gør sig umage. Når vi alligevel er her, så synes jeg, at man skal gøre tingene, så godt som man kan, siger Ivan Hassinggaard.
Ivan Hassinggaard bor i Vejle sammen med hustruen Iryna, der er pædagog, og parrets to børn, Anna på 13 år og Elias på 9 år. Og i en periode havde han også sin ukrainske svigermor boede, indtil hun valgte at rejse hjem igen til Ukraine.
Han er uddannet markedsføringsøkonom fra IBA Erhvervsakademi Kolding. Senere efterfulgt af en bachelor fra De Montfort University og en master (MSc) fra London South Bank University.
Tidligere har han været ansat hos BG Bank og Danske Bank. Han kom til IBA for tolv år siden. I dag er han lektor og underviser i blandt andet på uddannelsen til markedsføringsøkonom.
Fritiden handler mest om familien, sommerhuset i Juelsminde og ture i naturen, men Ivan finder også tid til at arbejde frivilligt for foreningen Klub Ukraina, som arbejder for at bevare og udvikle kulturelle og sociale bånd til Ukraine.
I 2019 stiftede Uddannelses- og Forskningsministeriet en underviserpris, der hvert år bliver uddelt til én underviser fra de i alt 8 danske erhvervsakademier. Undervisningsprisen har til formål ”at anerkende den store betydning, som inspirerende, inddragende og nytænkende undervisere har for de studerende”.
For at finde vores egen kandidat til prisen har vi på IBA oprettet den lokale konkurrence Årets IBA Underviser.
Baseret på indstillinger fra studerende på både fuldtidsuddannelserne og efter- og videreuddannelserne bliver der blandt underviserne udvalgt 5 finalister til vores lokale pris.
I 2021 vandt IBA’s Lars Bach Undervisningsprisen. Læs mere her.
En lokal jury finder vinderen af Årets IBA Underviser. Den vinder sender vi videre til den landsdækkende jury, som skal vælge den endelige vinder af underviserprisen blandt de 8 lokale vindere fra landets erhvervsakademier.
Vinderens navn bliver afsløret ved en prisoverrækkelse hos Uddannelses- og Forskningsministeriet i 2023.
Præmie
Præmien til den landsdækkende vinder af Undervisningsprisen er en halv million kroner. 200.000 kroner som en personlig hæderspris til underviseren, og 300.000 kroner til at udvikle det gode og engagerende undervisermiljø på det vindende akademi.